I Bangkok mødtes jeg med Annie. Vi havde aftalt at ses i The Commons i Thonglor, som er et af de hotteste steder at hænge ud i Bangkok lige nu ifølge Annie. Ifølge mig har Annie altid ret, i hvert fald når det gælder Bangkok.
Det er personerne bag den ultrahippe café Roast, som står bag The Commons, der nok bedst kan beskrives som en slags hipt madmarked, med noget af alt det bedste, som Bangkok har at tilbyde på den front. Der er selvfølgelig en Roast-filial i The Commons, men derudover finder man også et økologisk bageri og en kakigori-café (kakigori: japansk shaved ice) samt mange andre af den slags steder, som man ville ønske, at man selv havde henne om hjørnet.
Jeg bestilte en skål Vietnamesisk Pho-suppe og en portion bagt Mac and Cheese og Annie bestilte rispapirsruller. Personalet sagde, at de ville komme ud med maden når den var klar, så vi fandt et bord udenfor at sætte os ved. Efter at vi var godt igennem den vietnamesiske del af måltidet, havde jeg stadigvæk ikke set skyggen af min Mac and Cheese, så jeg gik ind for at spørge hvor den mon blev af. ”Mac and Cheese!” sagde fyren bag disken med store øjne og et chokeret udtryk i ansigtet, hvorefter han sprang af sted mod ovnen. Her blev de sort-brune rester af hvad, der må have været min Mac & Cheese, reddet ud. De skyndte sig at lave en ny til mig, som hurtigt blev serveret, og som smagte rigtig godt.
Efter maden var det selvfølge selfie-tid, så Annie spurgte en fyr der kom gående forbi, om han ikke kunne tage et billede. Når jeg beder fremmede mennesker tage billeder, er eg er altid i tvivl om jeg skal give dem min iPhone eller mit kamera. Alle ved jo hvordan man tager billeder med en telefon, men mit kamera kan være en kompliceret affære for den uindviede. Jeg synes dog vores fyr så ud som om, han godt kunne håndtere et DSLR, så jeg stak ham kameraet. Det viste sig, at han var professionel fotograf, så han behøvede ikke nogle instruktioner i, hvilken knap han skulle trykke på. Jeg synes billedet blev rigtig godt, og fortrød næsten, at vi ikke havde bedt ham tage nogle flere.
The Commons, 335 Soi Thonglor 17, Klongton Nue, Wattana, Bangkok 10110, Tlf: +66 (0) 2 712 5400