Nytårsaften i Bangkok og CentralWorld Countdown

Nytårsaften i Bangkok og CentralWorld Countdown

Jeg har fejret nytårsaften i Bangkok flere gange, men det var først i 2022 at jeg endelig fik oplevet den store nytårsfest og nedtællingen ved CentralWorld. CentralWorld er kendt for at levere et af Asiens vildeste nytårsshows, så mine forventninger var tårnhøje, og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg bestemt ikke blev skuffet.

Jeg var landet samme dag i Bangkok, så efter at have tilbragt eftermiddagen med at sove jetlag ud, tog jeg fra hotellet i Thonglor ved 22-tiden. Jeg tog Skytrain mod Siam, og jeg tror aldrig jeg har set togene så fulde. Folk havde nytårsoutfits på og gadesælgere stod klar med blinkende hårbøjler og lysende briller. Selv faldt jeg for en pink fluffy hårbøjle der blinkede og havde små vinger. Jeg ved stadig ikke helt, hvad den skulle forestille, men den passede perfekt til nytårsaften.

Ved CentralWorld blev jeg mødt af et hav af mennesker. Pladsen foran centret var forvandlet til en kæmpe festzone med musik fra flere scener, storskærme og optrædener fra både lokale og internationale artister. Selvom det var tæt pakket, føltes det hele velorganiseret og stemningen var fantastisk. Her var både turister og lokale, og alle var i festligt humør.

Jeg havde ikke kigget på aftenens program, så jeg blev mildt sagt overrasket, da K-pop-legenden Rain pludselig stod på scenen. Hvis du ikke kender ham, kan jeg fortælle, at han er en af de største K-pop-stjerner nogensinde og tit bliver omtalt som King of K-Pop. Selvom jeg ikke er nogen kæmpefan, så var det svært ikke at blive imponeret over hans energi og sceneshow, og publikum gik fuldstændig amok.

Da nedtællingen til midnat begyndte, råbte alle tallene i kor, og da klokken slog tolv, eksploderede himlen i det vildeste fyrværkeri. Det var virkelig flot og blev ved i lang tid med farver og brag over Bangkoks nattehimmel. Uden tvivl noget af det flotteste, jeg nogensinde har set.

At komme væk fra festen bagefter var selvfølgelig lidt kaotisk, men det gik faktisk overraskende nemt. Jeg gav mig god tid og nød den glade stemning der herskede mens jeg slentrede stille og roligt tilbage mod Skytrain. På vejen hjem gjorde jeg et hurtigt pitstop i 7-Eleven, hvor jeg købte mig lidt natmad bestående af en maki-rulle, en sandwich og en pink Schweppes. Måske ikke gourmet, men efter en aften med så meget action var det lige, hvad jeg havde lyst til.

Hvis du nogensinde overvejer at fejre nytår i Bangkok, så kan jeg kun anbefale at du oplever nedtællingen ved CentralWorld. Det er kæmpestort, at stå blandt alle de mennesker og se fyrværkeriet, og jeg er rigtig glad for at jeg endelig fik oplevet det. Her er mine tips:

Tips til dig, der vil fejre nytår ved CentralWorld

Kom i god tid: Det bliver hurtigt pakket med mennesker, så hvis du vil sikre dig en god plads, så kom tidligt.

Klæd dig praktisk på: Du kommer til at gå og stå meget, så vælg sko, du kan holde ud at have på i flere timer.

Brug offentlig transport: Trafikken er vanvittig nytårsaften, så glem alt om taxi og Grab, og hop på Skytrain i stedet, hvis der er for langt at gå.

Slap af og nyd øjeblikket: Nytårsaften handler om glæde og god stemning.

Bangkok kan virkelig noget, når det gælder nytår, og CentralWorld var bestemt en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Uanset om du rejser alene eller med venner, er det et eventyr, der er værd at have på sin bucket list.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Bangkok