Bangkok: En dag på Taling Chan Floating Market

Taling Chan Floating Market i Bangkok

Selvom jeg har besøgt Thailand over 10 gange i løbet af de sidste 10 år, så var det først i 2014 at jeg endelig fik taget mig sammen til at se et af de flydende markeder. Markedet jeg besøgte var Thaling Chan, som ligger nordvest for det centrale Bangkok.

Syd for byen ligger det store og mest berømte flydende marked, Damnoen Saduak, men udsigten til at stå op før fanden fik sko på og køre 2 timer i bus virkede ikke særligt lokkende. Desuden har mange af mine venner, som har været på Damnoen Saduak, fortalt mig, at markedet var lidt af en skuffelse. Man kan få nogle flotte billeder, men man skulle have følelsen af, at det hele var iscenesat for turisterne.

Jeg er jo allergisk mod alt der har med turistbusser og overengagerede guider at gøre (ja, det må jeg gerne sige, jeg var selv guide engang:)), så jeg kom frem til, at jeg hellere ville brække et ben på langs end besøge Damnoen Saduak, og valget faldt derfor på Taling Chan, hvilket heldigvis var helt fint med AC.

For at komme til Taling Chan tog vi Skytrain til endestationen Bang Wa, og derfra var det kun en kort tur med taxi (under 100THB) til markedet. Taling Chan skulle efter sigende være meget mindre turistet og meget mere autentisk end Damnoen Saduak, og da vi var der, var AC da også det eneste hvide menneske. De andre turister vi spottede var fra Kina og Indien, men det var så få, at det ikke rokkede ved markedets meget lokale atmosfære.

Som flydende marked var Taling Chan lidt skuffende. Vi så kun en lille håndfuld både udover dem, der sejlede turister rundt, men det gjorde ikke så meget, da vi hurtigt opdagede markedets sande hovedattraktion: Maden.

Jeg tror der var over hundrede boder, som solgte alt fra som tam (grøn papayasalat) til grillet fisk. De fleste af boderne havde specialiseret sig i en eller to retter, så for at få sammensat et helt måltid måtte man besøge flere boder (og stå flere gange i kø).

Det meste af maden kostede 40-80THB, men den himmelsk-duftende flæskesteg, jeg ikke kunne modstå, kostede noget mere. Jeg købte også en lille pose look choop, som er en slags slik lavet af mungbønnepasta og formet som miniatureudgaver af frugt og grøntsager.

Alle bordene tæt ved floden var optaget, men en venlig thailandsk familie tilbød os, at gøre plads ved deres bord, så vi kunne sætte os ned og nyde alle vores nyindkøbte, spiselige skatte. Det var sådan en dejlig oplevelse at sidde blandt thaierne og spise al den lækre mad, vi havde fået købt.

Det eneste jeg ikke brød mig om var look choop. De små stykker glinsende slik så jo superlækre ud, og jeg ville rigtigt gerne kunne lide det, men al den overvældende sødme, var bare ikke mig, så jeg endte med at give den thailandske familie det.

Madsektionen udgjorde næsten hele markedet, men hvis man fortsatte igennem området med madboder, kom man til en anden sektion med tøj og smykker. Størstedelen af varerne var dog det samme som det, man finder på markederne inde i Bangkok, og priserne var noget højere. Faktisk var Taling Chan generelt en smule dyrt sammenlignet med andre markeder, jeg har besøgt i Thailand. Ret overraskende med tanke på afstanden til centrum og det ret lokale klientel. Jeg havde forventet, at både mad og tøj ville være billigere. Dog var et stadigvæk billigt efter danske standarder, og maden var fantastisk og yderst velsmagende.

Lige inden vi tog hjem, fik jeg øje på en bod, der solgte Khanom Krok, som er en af mine yndlingssnacks fra Thailand. Khanom Krok er en slags kage lavet af ris og kokos. Man steger dem i en pande, der ligner en dansk æbleskivepande, og de smager både sødt og salt og smelter på tungen. Jeg købte en lille portion med hjem, som jeg senere spiste på hotellet.

Hvordan kommer man til Taling Chan?

Det tager ikke meget længere at komme til Taling Chan end det gør at komme til Chatuchak Weekend Market, og det var overraskende enkelt at finde en taxi til og fra Bang Wa BTS Skytrain Station. Hvis man tager af sted om morgenen, kan man derfor se hele markedet i ro og mag og stadigvæk være hjemme lige efter frokost, så der er faktisk ingen undskyldninger for ikke at tage af sted. Er du træt af det centrale Bangkoks stress og jag, så besøg Taling Chan, spis en masse lækker mad, og tag mæt og tilfreds tilbage til centrum.

Min Bangkok Blog

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Shop

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Bangkok

Mitzie Mee Shop