Lufthavnshoteller i Bangkok – Suvarnabhumi Airport

Bangkok airport hotels

Det er sjældent at jeg bor på lufthavnshotel i Bangkok, da jeg foretrækker at overnatte inde i byen, selv hvis jeg kun er på kort visit. Har man mere end 20 timer i Bangkok vil jeg uden tvivl anbefale, at man bor inde i byen, for selv med få timer til rådighed, kan man nå at spise lækker thaimad, få sig en massage og måske shoppe lidt. Lander man om natten går turen ind til Bangkok ret hurtigt med taxi, og lander man om dagen, kan man tage lufthavnstoget og være inde i centrum på under en time.

Bortset fra kapselhotellerne, som jeg skriver om lidt længere nede, så er der kun et enkelt hotel inde på selve lufthavnsområdet, og det er Novotel. De andre lufthavnshoteller ligger i de små landsbyer tæt ved lufthavnen, så man må tage taxa for at komme derhen, og selvom det er rigtigt billigt at bo i dette område, så er der altså ikke meget at lave derude.  

Der er to massagesteder i lufthavnen på landside (før man checker ind og går gennem paskontrollen) så har man et par timer at slå ihjel, kan man også gå ind og få sig en massage. Det ene af massagestederne ligger i kælderen af lufthavnen i samme niveau som lufthavnstoget afgår fra. Det er det billigste sted, og der er ofte kø for at komme til, men de har åbent 24 timer i døgnet, og efter midnat plejer der ikke at være så travlt. Det andet massagested ligger på 3. etage og det er noget dyrere, men jeg mener også at de har åbent 24 timer i døgnet.

Nede ved lufthavnstoget er der to kapselhoteller, Avagard og Boxtel. Jeg har ikke boet på nogle af dem, da jeg synes det er for dyrt i forhold til hvad man får. Avagard Capsule Hotel tilbyder en kapsel at sove i for ca. 800THB for 7 timer i dagtiden (mellem 10-17). Vil man blive natten over koster det ca. 1900 THB (kl 18 – kl 9 dagen efter). Værelserne på Boxtel er mere som meget små hotelværelser med tynde skillevægge, og Boxtel er dyrere end Avagard. Ingen af de to hoteller har eget bad og toilet. 

Der ligger også et hotel inde på airside (efter paskontrol og check-in) i selve afgangshallen, men det er kun for transitpassagerer, som ikke skal igennem paskontrollen efter landing i Bangkok, og man skal vise både boardingpas og pas for at blive lukket ind.

Novotel Bangkok Suvarnabhumi Airport

Jeg boede på Novotel lige da de åbnede, og det var fantastisk. Jeg havde rejst med rygsæk i en måned i Thailand, så den skønne seng og de lækre omgivelser føltes næsten helt surrealistiske. Hotellet ligger ikke inde i selve terminalbygningen, men en kort køretur væk, og der er en gratis shuttlebus mellem hotellet og lufthavnen. Det er efterhånden mange år siden jeg boede der, og jeg ved ikke, hvordan det er i dag, men baseret på min oplevelse dengang, vil jeg vove at påstå at det er et af de bedste lufthavnshoteller jeg nogensinde har boet på.

Novotel Bangkok Suvarnabhumi Airport, 999 Suvarnabhumi Nongprue, Bang Phli District, Samut Prakan 10540, Thailand

Sweety Resort, airport hotels in Bangkok

Sweety Resort

Jeg bookede Sweety Resort engang jeg tænkte at jeg skulle være smart og spare penge. Jeg landede sent, og tænkte at en kort taxatur og så direkte i seng. Men da jeg kom til hotellet, kunne de ikke finde min reservation, hvilket ikke var så fedt, kl. 2 om natten. I det første værelse jeg blev vist op til op, lå der en anden gæst og sov, og i det næste værelse virkede airconditioningen ikke. Til sidst lykkedes det dog at finde et værelse med a/c og uden andre beboere:)

Mit værelse havde tapet, der forestillede en skov samt pink belysning, som det aldrig lykkedes mig at få slukket. Badeværelset var kæmpestort og uden for vinduet var der et frodigt grønt område som lignede en miniregnskov. Det skal dog siges at personalet var enormt søde. De gjorde virkelig deres bedste for at få det hele til at spille trods den dårlige start, og næste morgen hjalp de mig med at finde en taxi, som ville køre på taxameter ind til byen.

Sweety Resort,  888/888 Moo 14, Soi Mu Ban Ananda Beach, Bang Phli District, Samut Prakan 10540, Thailand

Hidden food court Bangkok airport
The entrance to the food court

Lufthavnstip for de sultne

Er man sulten kan man kigge forbi den hemmelige food court, som faktisk ikke er så hemmelig, men som ligger så godt gemt af vejen, at man ikke finder den, hvis man ikke kigger efter den. Her spiser man meget billigere end i de øvrige restauranter i lufthavnen, og det er primært lufthavnspersonale, som man finder dernede, men alle er velkomne.

Læs mit blogindlæg om den hemmelige food court >>

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Shop

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Bangkok

Mitzie Mee Shop