BTS SKYTRAIN
BTS Skytrain kører højt hævet over byens gader, og specielt i myldretiden er det uden tvivl den mest effektive måde at komme omkring i Bangkok. Det er ret dyrt at køre med Skytrain, men til gengæld kan man glide hen over alle Sukhumvits bilkøer i de afkølede Skytrain-vogne. Man bliver hurtigt afhængig af denne transportform, og nogle mennesker (inklusive mig selv) vælger endda hoteller udfra hvor tæt de ligger på nærmeste Skytrain station. Man kan både købe enkeltbilletter og dagskort, men hvis man skal tilbringe mere end nogle dage i Bangkok kan det anbefales at købe et opladeligt kort som er gyldigt i 5 år.
GRABTAXI OG UBER
De seneste gange jeg har været i Bangkok, har jeg anvendt Uber eller Grabtaxi for at komme rundt. Man slipper for at skulle forhandle med taxichauffører, som ikke gider slå taxameteret på, og så er der heller ingen problemer med at skulle forklare, hvor man skal hen. Det er noget dyrere end almindelig taxi, men stadigvæk meget, meget billigt sammenlignet med hvad en taxi koster i Danmark, og alle pengene værd. Man bestiller både GrabTaxi og Uber via apps, som man downloader til sin smartphone.
TAXI
Det er rigtigt billigt at køre med taxa i Bangkok, men da mange taxichauffører er tilflyttere fra andre dele af landet, kan de have svært ved at finde vej til mindre kendte hoteller og destinationer. Det er derfor en god idé at medbringe adressen (på Thai) eller et telefonnr. Man kan praje en taxa direkte på vejen ligesom herhjemme og de ledige taxaer har et rødt lys i forruden. De fleste taxachauffører har kun byttepenge til et par 100 THB, så sørg for at have mindre sedler parat.
Mange taxichauffører forsøger at forhandle en ’fixed-price’. Den er i stort set alle tilfælde dyrere, end hvis man vælger at køre på taxameter. Til og fra lufthavnen skal man betale vejskat på strækningen oveni taxameterbeløbet.
TUK-TUK
Der er ikke meget andet, der er så typisk Thailand, som de små kulørte tuk-tuks. Disse charmerende krydsninger mellem en knallert og en lille bil larmer og lugter og er ikke specielt hurtige. Det er mest turister som anvender sig af tuk-tuks, og prisen forhandler man i forvejen (det er ikke specielt billigt).
Den største koncentration finder man omkring Khao San Rd. og det er ikke alle, der har lige rent mel i posen. Hvis prisen er ualmindeligt billig og inkluderer diverse sightseeing-stops, er der grund til at være på vagt, da mange tuk-tuk chauffører samarbejder med diverse ædelstensforhandlere og skræddere om at narre naive turister hen til deres business, hvor de sælger varer som ikke altid er af den kvalitet, de udgiver sig for at være.
Læs mere om Bangkok i min Bangkok Guide >>