I går checkede vi ind på Palazzo i Las Vegas. Hotellet minder ret meget om Bellagio, men uden dansende springvand (men hvem behøver egentlig dansende springvand?).
Palazzo er et såkaldt all-suite hotel, så alle værelserne er kæmpestore. Poolområdet er som en frodig romersk have, og der er flere forskellige pools som man kan pjaske rundt i. Dayclubben Tao Beach ligger også på Palazzos område, men vi foretrækker Palazzos “almindelige” pools, der kun er for hotellets gæster, da de er både bedre og mere fredelige.
Faktisk er der generelt ret fredeligt på Palazzo, hvilket overraskede mig, da hotellet trods alt har en god samling barer og natklubber. Jeg havde derfor forventet at se et yngre klientel, men de fleste af de andre gæster vi har set, har været pensionister. Det gør mig bestemt ingenting, for det er ret skønt at være fri for folk der larmer i poolen, brækker sig i lobbyen og holder karaoke-fester på værelset til den lyse morgen.
Vi har hver vores store behagelige seng, så vores power-nap i går blev til en marathonsøvn på 12 timer. I dag skal vi ud og shoppe, så Fashion Show Mall, watch out!
Hvor skal man bo i Las Vegas? Læs min guide
The Palazzo, 3325 S Las Vegas Blvd, Las Vegas