Dumplings er det nye sort i New York lige nu, men min kærlighed til de små lækre pakker går meget længere tilbage. Dumplings er billige og færdige på få minutter, hvilket gør dem til den perfekte snack for både travle forretningsmænd og fattige studenter.
Man kan efterhånden få dumplings med alle mulige slags fyld, men på de traditionelle dumplingsteder er det primært gris, kylling og rejer, der regerer. Man kan typisk vælge, om man vil have sine dumplings kogt/dampet eller stegt, og de bliver for det meste serveret med sauce ved siden af. Nogle steder har deres egen tophemmelige opskrift på sauce, mens andre lader det være op til en selv at blande sin egen favorit fra de små flasker med soja, eddike og chiliolie. Her er nogle af de bedste dumplings i New York:
Nom Wah Nolita
Det er svært at tro at dette ultra-trendy sted rent faktisk er en søsterrestaurant til en meget traditionel restaurant i Chinatown, Nom Wah Tea Parlor, som har rødder helt tilbage til 1920. Bag alt den smarte attitude gemmer der sig derfor nogle virkelig gode dumplings, men der hvor Nom Wah Nolita virkelig brillerer er når de leger lidt med klassikerne. Prøv deres ”Boiled Shrimp and Pork Dumplings with Bacon XO Sauce ($6 for 4), så ved du hvad jeg taler om.
Nom Wah Nolita, 10 Kenmare Street (between Bowery & Elizabeth St), Nolita, New York
Vanessa’s Dumpling House
Selvom Vanessa’s Dumpling House ikke ser ud af meget, så har den lille restaurant fået massiv omtale i diverse guidebøger. Sammen med stedets store lokale fanskare betyder dette, at der næsten altid er kø, nogle gange helt ud på gaden. Dog rykker den sig hurtigt, så det skal man ikke lade sig skræmme væk af. 4 af deres almindelige fried dumplings koster 1,5$, men de allerbedste er deres Wontons with Spicy Sauce til 5$.
Vanessa’s Dumpling House, 118A Eldridge Street (between Broome St & Grand St), Lower East Side, New York
Mimi Cheng’s
Den fine lille dumplings-restaurant på Broome Street blev startet af 3 søstre, der savnede deres mors madlavning. Ingredienserne er primært økologiske og lokalem og der er et fokus på bæredygtighed, som man ikke finder hos mange af de andre steder jeg har nævnt. Jeg kan rigtig godt lide deres Mimi Cheng dumplings med fyld af kylling og zucchini (8,75$ for 6 stk), men der er også et alternativ med æg og shitakesvampe for vegetarerne.
Mimi Cheng’s, 380 Broome Street (between Mulberry St & Mott St), Nolita, New York
Joe’s Shanghai
Gode gamle Joe’s er det sted jeg går hen, når trangen til xiao long bao (soup dumplings) melder sig i New York. De hedder ”steamed buns” på menuen, og dem med krabbe og gris er de bedste. Man får 8 stk. for henholdsvis 8.25$ hvilket plejer at være nok til at jeg bliver mæt, men er man mere sulten har de også masser af andre retter.
Joe’s Shanghai, 9 Pell Street (between Doyers st & Bowery), Chinatown, New York