Dagene i Las Vegas fløj af sted, og vi var begge to enige om, at vi sagtens kunne have brugt lidt længere tid der. Efter aftensmaden i går skulle vi egentlig bare have været hjem i seng, men vi ville lige have det sidste med, så vi gik forbi Beer Park og tog os en Michelada under åben himmel.
Beer Park er en biergarten på The Strip lige for foden af Eiffeltårnet i Las Vegas. Jeg plejer ellers at undgå steder, hvor servitricerne har hotpants på, men den fantastiske udsigt til De Dansende Springvand, som man har fra Beer Park, kan sagtens få mig til at gøre en undtagelse.
Der var en football-kamp i gang, da vi ankom, så stemningen var høj og der var godt fyldt op med supportere fra begge hold. Jeg har nul interesse i sport, og det tog lang tid, før det overhovedet gik op for mig, hvilken sportsgren det var. Det lilla hold vandt, og det blev fejret gevaldigt ved bordet lige ved siden af os.
Beer Park, Paris Las Vegas, 3655 Las Vegas Blvd. S.