Den svenske fastelavnsbolle, semlan, er en hvedebolle fyldt med flødeskum og en marcipanagtig masse. Sammenlignet med de danske fastelavnsboller, som jo findes i alverdens versioner, kan semlorna godt virke lidt kedelige, men de smager rigtig godt, specielt når man bager dem selv, og kan putte lige så meget mandelfyld i, som man har lyst til.
Jeg har længe villet forsøge mig med vegansk bagværk, og semlor virkede som en spændende, men også krævende udfordring, da de både indeholder mælkeprodukter og æg. Jeg bad min veganske veninde Waz i USA om råd mht. plantebaserede alternativer, og hun foreslog, at jeg tilsatte lidt af det, amerikanerne kalder apple sauce, og som man i Danmark nok ville oversætte til æblemos men med en mere smooth konsistens. Jeg fandt en god æblepuré på babymadshylden i supermarkedet, og det fungerede rigtig godt både i dejen og i mandelfyldet.
Semlorna er fyldt med kokosflødeskum, men alt piskbart plantefløde kan anvendes. Anvender du kokosfløde (coconut cream), så husk at vælge en dåse med højt fedtindhold (ikke lightprodukter). Dåsen skal køles i køleskabet i mindst 3 timer, så den hvide fløde danner en solid klump, som man let kan grave op af dåsen.