Så er jeg i Las Vegas, og det er mit pas heldigvis også (læs mere om den historie her). Det viste sig, at jeg af uvisse årsager havde pakket det ned i min kamerataske, som lå i min indcheckede bagage. Ikke særligt smart.
Nu er passet igen tilbage i min håndtaske, da jeg er ret sikker på at risikoen for at nogen stjæler mit pas fra min taske er væsentligt mindre, end risikoen for at jeg glemmer mit pas et eller andet sted.
Jeg var allerede i Las Vegas kl. 8 i morges, og mit værelse på MGM var endnu ikke klart, så jeg gik mig en tur på The Strip. Jeg stoppede ved Flamingo, hvor jeg gik indenfor for at hilse på de 10 flamingoer, der bor i The Wildlife Habitat. The Wildlife Habitat er som en udendørs mini-dyrepark med forskellige fugle og fisk. Jeg er ellers ikke så meget for zoologiske haver, men jeg synes at The Wildlife Habitat har gjort det rigtig fint. Der er ingen dyr i bure, og indhegningerne er naturlige i form af bevoksning og vand. Det er gratis at komme ind, men jeg tror ikke, at der er så mange som kender til stedet, for der er næsten aldrig fyldt, og det er et skønt sted at slappe lidt af og tage en pause fra larmen på The Strip.
Nogle af fuglene så dog ud til at være lidt trætte af al opmærksomheden, og jeg mistænker, at et par af flamingoerne bare lod som om de sov, så de slap for at se på alle turisterne ?
The Wildlife Habitat at Flamingo, 3555 S Las Vegas Blvd, Las Vegas