En introduktion til det thailandske køkken

En introduktion til det thailandske køkken

Det thailandske køkken er et af mine absolutte favoritter. Jeg elsker den måde smagene balancerer hinanden på. Sødt, salt, syrligt og stærkt i perfekt harmoni. Selv simple retter har ofte flere lag og overraskende dybde. Der er friskhed fra lime og urter, varme fra chili og ingefær, umami fra fiskesauce og fermenterede ingredienser, og det hele rundes tit af med en smule sukker, som får det hele til at hænge sammen.

I Thailand spiser man typisk tre hovedmåltider om dagen, men det er ikke usædvanligt at snuppe en snack eller to indimellem. Til morgenmad vælger mange en skål jok, som er en mild risgrød med fx svinekød og syltede grøntsager. Man kan også få nudelsuppe, stegte ris eller grillet kød med sticky rice. Der er ikke den store forskel på hvad man spiser morgen, middag og aften, og mange vælger det samme hele dagen afhængigt af hvad der er tilgængeligt.

Til frokost spiser man ofte en enkelt ret med ris eller nudler. Det kunne være Pad Krapow med thailandsk basilikum og chili, Khao Pad (stegte ris) eller en skål dampende nudelsuppe. Aftensmaden er som regel lidt mere omfattende. Her sætter man flere retter på bordet samtidig og maden deles family style. Curry, stir-fry, suppe og grøntsager, og der er altid ris til. Der er ikke noget med forret og hovedret. Man tager lidt af det hele over på sin egen tallerken og smager sig frem. Det er hyggeligt, uformelt og meget socialt.

Man spiser maden med ske og gaffel. Skeen er det vigtigste redskab, og gaflen bruger man bare til at skubbe maden op på skeen. Det er kun ved nudelretter og andre retter med oprindelse fra Kina at man typisk bruger spisepinde. Sticky rice spises med fingrene, især i Nordthailand og Isaan, hvor sticky rice er det mest almindelige tilbehør.

Thailand har flere forskellige regionale køkkener med hver deres særpræg. I nord omkring Chiang Mai er maden mere mild og aromatisk. Her bruger man mange friske krydderurter og fermenterede ingredienser, og chilien bruges mere som smagsgiver end som ren styrke. Klassiske retter fra nord er fx Khao Soi, en curry-nudelsuppe, og Nam Prik Ong, en tomatbaseret dip med svinekød.

I det sydlige Thailand er maden kendt for at være intens og stærk. Her bruger man store mængder frisk chili, kokosmælk, skaldyr og fermenteret fisk. Gaeng Som er en sur og stærk suppe med fisk og grøntsager. Massaman Curry og Gaeng Tai Pla er også retter man typisk finder i syd.

Centralregionen, hvor Bangkok ligger, er lidt af en smeltedigel. Her finder man retter fra alle regioner i Thailand, inklusive mange af de retter som folk uden for Thailand kender, fx Pad Thai, Green Curry og Tom Yum. Her er street food scenen også på sit højeste, og man kan spise virkelig godt for meget få penge.

Men det køkken jeg er allermest glad for, er Isaan-køkkenet fra det nordøstlige Thailand. Det er råt, enkelt og kraftfuldt. Ofte ret stærkt og med masser af lime, fiskesauce og frisk chili. Som Tam, den grønne papayasalat, er fra Isaan og en af mine favoritter. Den bliver blandet i en morter og smagen er skarp og syrlig med masser af chili og små tørrede rejer. Larb er en salat med hakket kød, mynte, lime og ristede ris, og det er en anden klassiker, som smager helt fantastisk sammen med sticky rice. Gai Yang, grillet kylling med Nam Jim Jaew dip, er også et must. Isaan-mad bliver ofte spist med fingrene og serveres uden dikkedarer. Det handler ikke om præsentation men om smag. Og det er netop det, jeg elsker ved det thailandske køkken. Det er mad man deler. Mad der smager af noget. Og mad som man sjældent bliver træt af men får lyst til at spise igen så snart man er færdig.

Hoteller i Thailand

Thailand har et kæmpe udvalg af hoteller, uanset om du drømmer om en bungalow på stranden, et femstjernet resort eller et budgetvenligt værelse midt i Bangkok. Du får ofte rigtig meget for pengene, og mange steder inkluderer morgenmad. Der er selvfølgelig områder, der er præget af masseturisme, men der findes også små perler, hvor stemningen er mere lokal og afslappet.

Affiliate link – jeg kan få en lille kommission, hvis du køber via linket, uden ekstra omkostninger for dig.
Min danske YouTube-kanal med opskrifter, rejsevideoer og meget mere 🇩🇰

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Thailand