Så er julefrokostsæsonen over os igen, og jeg nåede da også lige en enkelt mens jeg var hjemme. Det var hos Annie og Steen, som er mine forældres venner, som de hvert år går Julemærkemarch med. Min søster og jeg skippede dog Julemærkemarchen og troppede først op til den lækre mad bagefter, for Annie laver den bedste julefrokost i Fredericia og omegn.
Vi startede med fiskefilet og sild efterfulgt af varm leverpostej og medisterpølse med julekål. Hvad angår julekål, så var det en af de få ting, som jeg simpelthen ikke kunne få mig selv til at spise som barn, men som jeg i dag spiser med velbehag, især når den er ligeså lækker og cremet som den Annie laver. Varm leverpostej har jeg derimod altid kunnet lide, og det er en af de ting jeg savner allermest, når jeg er væk fra Danmark, for det er nemlig rigtig svært at finde i udlandet (dog lykkedes 2 x Tina og jeg for nogle år siden meget godt med at genskabe en rigtig dansk julefrokost i New York).
Mht. julefrokoster, så har jeg heller ikke oplevet noget sted i verden, hvor de går til den på samme måde, som vi gør i Danmark, så det er jo en tradition vi må tage vare på. Jeg har flere gange holdt dansk julefrokost i Dubai, men det er svært at finde de helt rigtige ingredienser, og det bliver aldrig ligeså godt som de julefrokoster, jeg har været til i Danmark. Her er en lille video med lidt af den gode julemad vi fik hos Annie: