Inden jeg tog tilbage til Dubai nåede jeg også lige en julefrokost hos Tina i Brooklyn. Det var en ret spontan ting, som blev arrangeret i løbet af et par dage, men det er ofte de spontane fester, som er sjovest, og det var også tilfældet her.
Jeg fik ansvaret for risalamanden og det viste sig at være lidt af en udfordring. Tror jeg brugte over en time i Whole Foods med at prøve at finde de rigtige ingredienser (tak Whole Foods-fyr for assistance og uendelig tålmodighed).
Grøden blev kogt, og fløden blev pisket, og selvom jeg fik kogt grød nok til hele Brooklyn, så blev selve risalamanden faktisk helt ok. Det var en anden sag med kirsebærsaucen, som vi ikke skal tale om. Eller skal vi? Jeg plejer altid at købe den på glas i Danmark, men det var ikke til at finde, så jeg kastede mig ud i at lave min egen, og det gik ikke så godt. De kirsebær jeg havde fundet var i en meget sød lage, så jeg smed masser af portvin og rødvin i for at dæmpe alt det søde, uden alt for meget held. Så huskede jeg et gammelt husråd fra min mormor om at man kunne tilsætte lidt salt, hvilket jeg gjorde. Lidt for meget. Så saucen blev for salt i stedet. Jeg besluttede mig for at starte forfra og hældte al saucen fra kirsebærrene, men på det tidspunkt havde de absorberet så meget salt at saucen stadigvæk smagte ret skummelt. Aj aj aj!
Bortset fra min risalamande med skummel sauce var resten af maden virkelig god. Der var sild, varm leverpostej, frikadeller og hele molevitten. Og selvfølgelig masser af snaps. Tror faktisk det meste af Tinas barskab gik til grunde den aften. Heldigvis slap jeg væk, inden det blev rigtig grelt, men stakkels Julia fra Sweetescapes og hendes forlovede. Håber de når at komme sig inden juleaften:)
Læs mit indlæg om årets julefrokost hos mine forældres venner.