Hong Kong Lufthavn: Crystal Jade – Lamian og Xiao Long Bao

I lufthavnen i Hong Kong sørger jeg altid for at kigge forbi Crystal Jade. Restauranten ligger lige efter bagageudleveringen, så den er ikke til at overse, og efter en lang flyvetur er der ikke meget der slår en skål dampende varm lamian og et par xiao long bao. Det er efterhånden gået hen og blevet lidt af en tradition, uanset hvornår jeg lander, eller hvor træt jeg er, er Crystal Jade mit første stop.

Crystal Jade er en restaurantkæde fra Singapore, og de har flere forskellige konceptrestauranter under deres paraply, men det er La Mian Xiao Long Bao-restauranterne de fleste tænker på, når de snakker om Crystal Jade. Som navnet antyder fokuserer La Mian Xiao Long Bao-restauranterne på kinesiske nudler (lamian) og soup dumplings (xiao long bao). Jeg bestiller altid Dan-Dan La Mian, som er nudler i en lækker peanutsuppe. Det blev også til en omgang xiao long bao, for dem er Crystal Jade nemlig også rigtig gode til. Nogle vil endda hævde, at Crystal Jade’s XLB stikker dem på Din Tai Fung, men jeg synes at de gør det lige godt. Xiao long bao på Crystal jade er lidt større og ikke så pæne at se på som dem på Din Tai Fung, men større dumplings er lig med mere suppe, og det er jo altid en god ting:)

I flyet til Hong Kong sidste gang sad jeg ved siden af en dame fra Hong Kong. Hun rejste med sin familie, og hun fortalte, at de plejede at tage til Sapporo og stå på ski, men at det de seneste par år var blevet utroligt dyrt med skiferie i Japan, og at man desuden ofte var nødt til at bestille meget lang tid i forvejen for at få plads.

Derfor havde de i år besluttet at tage på skiferie i Korea i stedet. Hun troede jeg var fra Korea, så hun ville høre mig, om jeg vidste hvordan åbningstiderne i forlystelsesparken Lotte World var under Seollal. Det kunne jeg desværre ikke svare hende på men i stedet kom vi til at snakke om, hvordan det er, at være adopteret. Hun havde nemlig adopteret en lille dreng fra Hong Kong, men hun havde endnu ikke fortalt ham, at han var adopteret, og hun ville gerne vide hvornår jeg mon syntes, det ville være et godt tidspunkt at fortælle ham det?

Mine forældre har aldrig holdt det skjult for mig, at jeg var adopteret. Det ville nok også have været svært, da vi ikke ligefrem ligner hinanden. I stedet har de altid gjort deres bedste for at fortælle mig og min søster hvor meget de havde ønsket sig to piger som os. Lige fra vi var helt små plejede min mormor desuden at fortælle en godnathistorie om, hvordan vi kom flyvende med en kæmpestor flyver hele vejen fra Korea, og hvor glade de var, da vi endelig kom til Danmark. Det syntes jeg var en rigtig fin måde at sige det på, men det er nok individuelt, hvordan man bedst får det gjort.

PS: Jeg har ikke altid været sådan en som snakker med sidemanden om bord på flyet. Tværtimod var jeg i mange år notorisk asocial I ved, den type, som skynder sig at hive et par øretelefoner op, og lader som om hun sover. De sidste par år har dette dog ændret sig, og jeg kan endda selv finde på at starte en samtale, hvis personen ved siden af ellers ser sød og rar ud. Hvad med jer? Snakker I med nabopassageren på flyet?

Min danske YouTube-kanal med opskrifter, rejsevideoer og meget mere 🇩🇰

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Hong Kong