Bangkok: Afternoon tea på Authors’ Lounge – Mandarin Oriental

Afternoon Tea at the Authors' Lounge, Mandarin Oriental Bangkok

Afternoon tea i Authors’ Lounge på Mandarin Oriental er en af de ting, man bare skal opleve, når man er i Bangkok. Lad klipklapperne og rygsækken blive hjemme (der er nemlig en ret striks dresscode) og smut ned til bredden af Chao Phraya River for at få et glimt – og en bid – af Bangkok, som det var engang.

Mandarin Oriental er et af de mest ikoniske hoteller i Asien – og det ældste i hele Mandarin Oriental-kæden. Hotellet slog dørene op allerede i 1876 og har siden haft besøg af en perlerække af prominente gæster. Forfattere som Somerset Maugham, Joseph Conrad og Graham Greene har alle boet her, og det er netop dem, der har lagt navn til Authors’ Lounge. Den del af hotellet, hvor afternoon tea serveres, er en hyldest til det litterære klientel, og det hele emmer af historisk storhed – uden at virke prætentiøst.

Authors’ Lounge plejede at være en lille have med et vandhul, hvor en skildpadde svømmede rundt under et skilt, der høfligt henstillede til, at man ikke fodrede den. I dag er haven væk, og lounge-området er blevet omdannet til et elegant, hvidt, airconditioneret rum, med bløde klavertoner og sollys, der siver ind gennem glasloftet.

Afternoon tea serveres ved små, hvide borde og i flettede lænestole, og man kan vælge mellem tre forskellige menuer: Western, Thai eller vegetarisk. Jeg har prøvet både den vestlige og den thailandske menu, og selvom scones, små kager og sandwiches på Western-menuen altid hitter, så er det altså den thailandske afternoon tea, der stjæler rampelyset. De små retter er smukt anrettet og byder på et farverigt mix af sødt, salt, stærkt og syrligt, som er lige så smagfuldt, som det ser ud. Og der er meget mad. Faktisk nok til at to personer kunne dele én menu, men hver gæst forventes at bestille sin egen, så det må man nok hellere overholde.

Der er live klavermusik og en stemning, som er svær at beskrive uden at ty til klichéer. Men her får du den alligevel: Det føles som at træde tilbage i tiden. Alt går lidt langsommere, lydene bliver dæmpede, og verden udenfor forsvinder. Det er old-school elegance uden nogen form for snobberi. Et af de sjældne steder, der rent faktisk lever op til det rygte, der går forud.

Prisen er i dag 1.980 THB per person (2025), hvilket er i den høje ende for Bangkok, men helt fair, når man sidder der med sin tekop og føler sig som en karakter i en gammel roman. Mandarin Oriental i Bangkok er det ældste hotel i kæden og uden tvivl et af de smukkeste hoteller i byen – med en gæsteliste der tæller navne som Somerset Maugham, Joseph Conrad og Graham Greene.

Afternoon tea på Authors’ Lounge er populært blandt både lokale og turister, og især i weekenderne kan det være svært at få bord, så husk at bestille i god tid. Der er ikke voldsomt mange borde, og netop det er med til at gøre oplevelsen så særlig – det føles aldrig overfyldt eller hektisk.

Dresscode: Der er dresscode, og den bliver håndhævet. Ifølge hotellets hjemmeside gælder følgende:
“The Authors’ Lounge adheres to a smart dress code for all guests, including children. Ladies are kindly asked to wear elegant attire and proper footwear, while gentlemen are requested to wear long trousers and closed shoes. Sleeveless shirts for gentlemen are not permitted at any time of the day.”
Så ja, lad de åbne sandaler og tanktoppen blive hjemme og tag noget lidt pænere på – det er en del af oplevelsen.

Authors’ Lounge at Mandarin Oriental Bangkok, Tlf: +66 (2) 6599000

Reklame
Hoteller i Bangkok

Bangkok er en af de byer, hvor du får virkelig meget for pengene. Uanset om du er på udkig efter luksus med rooftop pool og roomservice, eller bare har brug for et billigt sted at sove, så finder du det i Bangkok. Der er noget for enhver smag – og enhver pengepung.

Affiliate link – jeg kan få en lille kommission, hvis du køber via linket, uden ekstra omkostninger for dig.
Min danske YouTube-kanal med opskrifter, rejsevideoer og meget mere 🇩🇰

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Bangkok