Sådan kommer man til Koh Yao Yai fra Phuket

Med båd til Koh Yao Yai

Fra Phuket Airport tog jeg en taxi til Bang Rong Pier på den østlige side af øen. Det var tidligt om morgenen, så der var kun nogle få andre kunder i det lille cafeteria ved molen, hvor jeg ventede på båden til Yao Yai.

En man spurgte mig, om jeg havde lyst til en kop kaffe eller måske lidt morgenmad? Jeg antog først, at han arbejde på cafeteriet, men jeg indså hurtigt, at han bare ville hjælpe, da personalet i cafeteriet ikke talte engelsk. Han inviterede mig til at komme og sidde ved hans bord, og jeg sagde ja. Det viste sig, at han var statsansat og arbejdede på et offentligt kontor på Yao Yai. Han boede 500km syd for øen, så han håbede på at få en stilling lidt nærmere sit hjem og sin familie, for som det var nu, arbejdede han mandag til fredag på Koh Yao Yai og pendlede 500km to gange om ugen for at komme til jobbet.

Jeg bestilte en kop te samt en ret med kylling, som slet ikke så spicy ud, men som næsten brændte hul i min tunge. Da jeg var færdig med at spise, bad jeg om regningen, men manden fortalte mig, at han allerede havde betalt for min mad. En fremmed, som betaler for en, er jo ikke hverdagskost, hverken i Danmark eller Dubai, så jeg syntes det var lidt akavet, men jeg takkede mange gange og gik derefter ned mod båden.

Speedbåden afgik til tiden, og jeg nød sejlturen fra min plads bagerst i båden. Da jeg stod af på Koh Yao Yai, stod manden fra cafeteriet og ventede på mig. Han fortalte, at han havde en ven, der havde en knallert og som kunne give mig et lift til mit hotel.

Af sted gik det, langs den ujævne vej, men lige da jeg var begyndt at slappe af og nyde turen, brød knallerten sammen. Så stod jeg der, et eller andet sted på Yao Yai med en fremmed mands ven og en knallert, der ikke kunne køre. Godt klaret, Sanne! Det tog dog heldigvis ikke længe, før en ladvogn kom og samlede os op. Der var kun ståpladser på ladet, så jeg blev bedt om at holde godt fast.

Efter et stykke tid stoppede bilen ved et andet hus, hvor en ven til fremmed-mands-ven-med-ødelagt-knallert boede. Han havde en anden knallert, som vi kunne låne, og denne gang lykkedes det at nå frem til hotellet (Koh Yao Yai Village). Jeg tilbød selvfølgelig at betale fremmed-mands-ven for ulejligheden, men han afslog på det kraftigste, så jeg takkede ham mange gange, inden han kørte af sted på den lånte knallert.

Nu er der sikkert mange af jer, der tænker, at det da ikke lyder som en særlig god idé, sådan at køre med fremmede på en ø, man ikke kender, men ham manden på cafeteriet (og hans ven) var så oprigtigt flinke, at jeg aldrig overvejede at afslå.

Gennem årene har jeg udviklet en mavefornemmelse, som jeg stoler 100% på. Nogle vil nok kalde det intuition, andre ”at man er blevet gammel og mistænksom”. Uanset hvad, så har denne mavefornemmelse sørget for, at få mig sikkert gennem alle de solorejser, jeg gennem årene har foretaget, og selvsamme mavefornemmelse sagde, at den her fyr altså var ok. At han bare ville være venlig.

At være alt for godtroende kan være farligt, specielt for kvinder, der rejser alene, og meningen med dette indlæg er da heller ikke, at I alle sammen skal hoppe på et fly til Thailand og fræse rundt på knallerter med fremmede mænd. Derimod er det en venlig påmindelse (også til mig selv) om, at en stor del af oplevelsen ved at besøge et fremmed land altså ligger i mødet mennesker imellem. At gemme sig bag et par solbriller med forventningen om, at alle andre er ude på at myrde og voldtage er altså en rigtig dårlig indstilling, og betyder, at man måske går glip af små, men fine, oplevelser som denne.

Sådan kommer man fra Phuket Airport til Koh Yao Yai

Jeg tog en taxi fra Phuket Airport. Der er en skranke i lufthavnen, hvor man betaler for turen i forvejen. Det koster 650THB at komme fra lufthavnen til Bang Rong Pier, og turen tager ca. 20 minutter.

Fra Bang Rong Pier på Phuket tager det ca. 30 minutter med speedbåd før man er fremme ved Klong Hia Pier, som ligger på den nordlige side af Koh Yao Yai. Speedbåden sejler cirka en gang i timen, og en enkeltbillet koster 200THB. Man køber billetten om bord på båden, så husk kontanter. Den første båd sejler kl. 7:50 om morgenen og den sidste kl. 17:40 om aftenen. Efter Koh Yao Yai fortsætter båden til Koh Yao Noi (besøg Rock n Rows hjemmeside for en mere udførlig tidsplan).

 >Besøg Rock n Row’s website for at se den opdaterede tidstabel

Nogle af hotellerne på øen tilbyder også direkte transfer for deres gæster hele vejen fra lufthavnen. Det skal typisk bestilles nogle dage i forvejen og er ret dyrt, men hvis man rejser med meget bagage, giver det sikkert god mening.

Min blog om Phuket

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog