Koh Yao Yai Village – Dejligt hotel på Koh Yao Yai

Koh Yao Yai Village

Under mit korte ophold på Koh Yao Yai boede jeg på Koh Yao Yai Village, som er et øko-venligt boutique resort på den nordøstlige side af øen. Resortet har sin egen private strand, og de små klynger af bungalows, ligger spredt udover den grønne skråning ovenfor. 

Alt, som ikke var der fra starten, er bygget så det blender fint ind med omgivelserne, og området er behageligt befriet for irritationsmomenter såsom larmende jetski og eurotechno i poolbaren.

Jeg kunne ikke se stranden fra min bungalow, men i stedet havde jeg palmer lige udenfor døren. Bortset fra et par mystiske junglelyde, var der helt utroligt stille. Faktisk var der så stille, at jeg på et tidspunkt måtte tænde for tv’et for at tjekke, at jeg ikke var blevet døv.

Den smukke naturstrand ved hotellet har en billedskøn udsigt til en af de små naboøer. Når der er ebbe, skal man dog gå et ret langt stykke for at komme ud i vandet, og stranden bliver temmelig mudret. Det er ikke det bedste sted at svømme, men stranden egner sig fint til solbadning og til at tage flotte billeder til sin Instagram. Der er flere lækre swimmingpools på området, og det var også der, de fleste gæster hang ud, mens jeg var der.

Hvis man gerne vil se mere af øen, så er der et sted ved indkørslen til resortet, hvor man kan leje knallerter. Der er også en udflugtsdisk på området, hvor man kan vælge mellem et hav af forskellige udflugter til meget rimelige priser. Dog er der krav om et minimum antal deltagere på nogle af udflugterne for at de bliver gennemført.

Dette var jeg helt vild med:

Beliggenheden:

Koh Yao Yai Village er et af de mest afsides og fredelige hoteller, jeg nogensinde har boet på i Thailand.

Bungalowerne:

Bungalowerne havde alle de fornødenheder, man kunne ønske sig inklusive et delvist udendørs badeværelse med bruser under åben himmel.

Morgenmadsbuffeten:

Morgenmadsbuffeten blev serveret ved poolrestauranten. Det var ikke en særlig stor buffet, men alt smagte rigtig godt, og detaljer såsom omeletstationen og køleskabet med små flasker friskpresset juice gjorde, at buffeten er en af dem, man ikke sådan lige glemmer.

Hvad jeg ikke var så vild med:

Prisniveauet:

Alt på hotelområdet var ret dyrt. Jeg spiste aftensmad på hotellets fiskerestaurant og betalte 1000THB for en grillet fisk og et glas med vandmelonjuice. Behandlingerne på hotellets spa var også enormt dyre.

Det er forståeligt, at priserne vil være en smule højere på sådan et resort, da det jo koster mere at have så stort et udvalg af services tilgængelige for en ret begrænset skare, men på Koh Yao Yai følte man, at de i lidt for høj grad udnyttede, at folk ikke havde andre steder at gå hen.

Speedbåden:

Koh Yao Yai Village har sin egen private speedbåd, som de sejler folk til og fra øen i. Med tanke på, at de kalder sig selv økovenlige, så ville det vel give mere mening, hvis de bare kørte folk ned til den offentlige færge, som afgår fra molen?

Hvem skal bo på Koh Yao Yai Village?

Koh Yao Yai Village er perfekt for folk på bryllupsrejse samt par, der er på jagt efter den der (næsten) øde-ø-følelse. For sådan nogle som mig, der rejser selv, var Koh yao Yai Village også et dejligt sted at tilbringe et par dage, men jeg tror jeg ville være begyndt at kede mig, hvis jeg skulle være der i længere tid. Ville jeg besøge Koh Yao Yai Village igen? Helt sikkert! Men næste gang ville jeg nok tage Poul med.

Min Phuket Blog


Koh Yao Yai Village website

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog