Bassac Lane er den berømte bargade i Phnom Penh. Det er her man finder byens bedste natteliv, men Bassac Lane har også et rigtig godt udvalg af restauranter med mad fra alle verdenshjørner. Paul Gill, som er en af personerne bag den sociale virksomhed Sonas, og de to datterselskaber Weavers Project og Taeko, har boet i Cambodia i over 10 år, og i dette indlæg fortæller han om nogle af de restauranter, hvor han plejer at spise på Bassac Lane:
Thai Kitchen
Thai Kitchen er et rigtig godt sted for thaimad, og kokken/ejeren Sophon, er fuld af energi og springer rundt for at sikre sig, at alle gæster har det godt. På menuen finder man retter fra forskellige regioner i Thailand, så der er både spicy mad, og mindre spicy mad på Thai Kitchen.
Hvad skal man bestille? Deres Pad Thai og deres Pad Krapow er virkelig gode.
Namaste India
Efter min mening er Namaste India en af de bedste indiske restauranter i Phnom Penh. Retterne på menuen er primært fra det nordlige Indien og maden er lækker og autentisk. Min familie er oprindeligt fra Indien, så jeg er ret kræsen mht. indisk mad, og jeg kan smage med det samme hvis fx. den olie, som anvendes, ikke er frisk. Hos Namaeste India bruger de altid gode ingredienser af høj kvalitet. Derudover er servicen altid i top, så det er altid en fornøjelse at besøge restauranten.
Hvad skal man bestille? Masala Chicken med masser af naan.
Chili & Chill
Et rigtig godt sted at prøve traditionel Khmer-mad. Restauranten er drevet af en cambodiansk familie og både mand og kone er super søde. Billigt og lækkert.
Mama Wong
Mama Wong er efterhånden lidt af en klassiker på Bassac Lane. Den asiatiske fusionsrestaurant er specielt kendt for hjemmelavede nudler og dumplings, men deres småretter, Asian Tapas, er også rigtig gode og passer godt sammen med en øl eller en cocktail.