Da jeg var i Cambodia sidst, spurgte Yary fra CWSG om jeg mon havde lyst til at komme forbi til kaffe? Det ville jeg rigtig gerne, så søndag eftermiddag tog jeg sammen med Kanary en tuk-tuk til udkanten af Phnom Penh, hvor Yary bor med sin datter og deres hund, som hedder Panda.
Yarys datter har læst jura og blev færdig sidste år, men det er svært at finde et job, så hun åbnede i stedet sin egen lille bod, hvor hun sælger iskaffe og forskellige andre drikke til folk i nabolaget.
Hun joker med at hun tjener mere på kaffesalget end hun nogensinde ville gøre som jurist, men der er nok en vis sandhed i det hun siger, for selv med en god uddannelse kan det være svært at få et godt job uden de rigtige kontakter. Yarys datter fortalte, at hun i stedet drømmer om en dag at kunne åbne sin egen cafe.
Yarys datter skal snart giftes, og mens vi drikker kaffe fra datterens bod, bliver der snakket om det nært forestående bryllup. Efter brylluppet skal det unge par bo på datterens værelse og Yary fortæller, hvordan hun har tænkt sig at overraske datteren med at pynte værelset og gøre det fint til bryllupsnatten.
Efter at vi har drukket kaffe, bliver jeg vist rundt i nabolaget. Her kender alle hinanden, så det bliver til mange stop undervejs, for at hilse på folk og høre hvordan det går, og det bliver næsten aften, inden vi siger farvel og tager tilbage til Kanary’s Guesthouse.
Phnom Penh Guide og Rejseblog >>