Phuket: Chiang Rai Seafood Restaurant – Billig og lækker mad i Patong

Oysters at Chiang Rai Seafood Restaurant in Patong, Phuket

Her er et meget gammel blogindlæg fra min meget gamle blog. Det handler om en restaurant som Poul og jeg spiste på, da vi var på ferie i Patong (af alle steder!) på Phuket tilbage i 2011. Det er måske lidt mystisk sådan at lægge et blogindlæg op om en restaurant man besøgte for 8 år siden, men dette er altså ikke hvilken som helst restaurant. Det var faktisk den eneste gode restaurant vi prøvede, da vi var i Patong. Jeg Googlede og så, at Chiang Rai Seafood restaurant stadigvæk findes, så hvis I har vejene forbi Patong, så må I meget gerne melde tilbage om restauranten stadigvæk er lige så fantastisk som jeg hævder i dette indlæg.

Store dele af Bangkok er stadigvæk hærget af vandmasserne, men nede sydpå er man i fuld gang med at gøre sig klar til endnu en turistsæson. Patong på Phuket er en af de helt store turistmagneter, hvilket tydeligt skinner igennem på restauranternes menukort, hvor pizza og hamburgere figurerer lige så ofte som Som Tam og Tom Yum Kung.

Udover den vestlige tilpasning af menuen, har restauranterne i mange tilfælde også installeret hyggebelysning og air conditioning, samt gjort lidt ekstra ud af indretningen, for at tiltrække det mere lukrative turistsegment.

Personligt synes jeg dog ofte, at det kan blive for påtaget og velfriseret, og frem for alt er priserne ofte skruet helt i vejret. Derfor var det næsten som at vinde i lotteriet, da Poul og jeg opdagede restauranten Chiang Rai Seafood Restaurant, som ligger godt gemt væk nede af en sidegade til hektiske Bangla Road.  

Hos Chiang Rai er der ikke gjort det mindste for at fedte for turisterne, og den evige thaiboksning på TV’et, lysstofrørene og plastikmøblerne betyder, at stedet nok er så langt fra dansk hygge, som man overhovedet kan komme. Maden er dog helt i særklasse og så billig, at man ikke kan lade være med at spekulere på, om de har glemt et par nuller når regningen kommer.

Selvom vi spiste der rigtig mange gange, stødte vi ikke på en eneste ret, som vi ikke kunne lide, og vi brugte sjældent over 600baht (ca.100 kr.) for to personer. Jeg kan særligt anbefale deres østers, som er i en klasse for sig, og som smagte enormt friskt og lækkert. Deres supper er rene smagseksplosioner, og deres traditionelle thairetter er også rigtig gode, men husk at sige, hvis de skal spare på chilierne:)

Chiang Rai Seafood Restaurant, 204/49-50 Rasutid 200 Year Road, Bangla Road, Patong, Phuket


Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog