Tokyo: Gyu-An – Kobekød for første gang

Det japanske køkken spænder over mange forskellige ting, hvoraf visse kræver mere end almindelig nysgerrighed at sætte tænderne i. Tag for eksempel den giftige fisk fugu, eller natto, som er fermenterede sojabønner. Ikke lige hverdagskost for de fleste turister.

Kobekød er en af de mere tiltalende japanske delikatesser, og en af de ting vi havde sat os for at prøve, da vi var i Tokyo.

Kobekød er rigtig dyrt, så for ikke at ende med at spendere hele rejsebudgettet på et enkelt ølopfostret stykke kød, kiggede jeg lidt rundt blandt forskellige madblogs, inden jeg besluttede mig for at det skulle være restauranten Gyu-An, som skulle introducere os til den for os hidtil ukendte verden af fedtmarmorerede vidundere.

Vi havde ikke bestilt bord, men tog chancen og metroen til Higashi-Ginza, hvorfra vi gik de få hundrede meter hen til restauranten. Restauranten lå en trappe ned i et hyggeligt, traditionelt udseende lokale og heldigvis var der et ledigt bord til os.

Da vi havde taget vores sko af, blev vi vist hen til vores bord af en yndig kimonoklædt japansk dame. Vi fik derefter forevist menuen, som udover enkelte steaks inkluderede forskellige ”set-menus,” hvor forret, tilbehør og dessert indgik.

Efter lidt bladren og mange overvejelser besluttede vi os for en menu med tyndstegsbøf samt en menu med kobekøds-sukiyaki. Kobekød skal jo nydes med kold japansk øl, så vi bestilte også to Asahi fadøl til at skylle det hele ned med.

De obligatoriske varme klude til hænderne kom på bordet, efterfulgt af en lille snack bestående af oksekød rørt med soya. Derefter fik vi lidt sashimi samt oksekødssushi og nogle skiver røget oksekød, før vi endelig kom til det, vi havde ventet på; Kobekød.

Jeg skulle have sukiyakien og fik derfor stillet en lille skål med et råt æg i. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre med det, men før jeg fulgte Poul’s råd om at drikke det råt, viste en af de søde japanske tjenere, hvordan jeg skulle røre ægget sammen med mine spisepinde, så det senere kunne anvendes som sauce til sukiyakien og tilbehøret.

Poul’s steak blev serveret rygende varm og perfekt medium rare med lækkert tilbehør bestående af stegte løg og forskellige slags saucer. Jeg smagte et stykke, som bogstaveligt talt smeltede i munden. Det er uden tvivl det bedste stykke kød, jeg nogensinde har spist.

På grund af det høje fedtindhold var konsistensen næsten mere som fisk end som kød, og kødfibrene var næsten ikke-eksisterende. Asahi-øllet passede perfekt til kødet og fik på bedste vis alle smagsnuancerne frem. Min sukiyaki var også fremragende og blev tilberedt ved bordet i små portioner ad gangen, så jeg kunne følge med og spise i mit eget tempo. Det smagte fantastisk, men Kobekødssmagen kom ikke lige så rent til udtryk som i Pouls steak.

Alle de andre gæster i restauranten var japanere og udover et enestående måltid, fik vi således også et unikt billede af autentisk japansk kultur.

Tjenerne talte dog en lille smule engelsk, og var utrolig venlige og hjælpsomme. På Gyu-An fik jeg derfor ikke kun det bedste kød, jeg nogensinde har fået, men også en af de allerbedste restaurantoplevelser nogensinde i Japan.

Læs mit blogindlæg om frokost på Gyu -An – En Kobe-frokostbøf >>