Man kan ikke tage til Hong Kong uden at besøge Big Buddha/Tian Tan Buddha, så mere af pligt end af lyst, smuttede Poul og jeg af sted for at hilse på den 34m høje betonstatue på Lantau Island. Når man tænker på at Hong Kong faktisk består af en samling ret ufremkommelige, bjergrige øer, kan man ikke andet end tage hatten af for byens kick-ass infrastruktur, som gør det overraskende enkelt at komme rundt. Vi tog metroen fra Tsim Sha Tsui, og *swoosh* – blev vi transmogriffet, over land og under vand, til Tung Chung.
Vi troede at vi var der tidligt, men køen til svævebanen op til Big Buddha var allerede så lang, at vi et øjeblik overvejede at købe de dyre Crystal Cabin billetter, som gav adgang til en hurtigere kø. Dog kom vi frem til, at ventetiden vel ikke kunne være så lang, men tanke på at folk ret tjept og kontinuerligt blev sluppet af og på svævebanens vogne.
Da vi lavede vores ventetids-estimat, glemte vi at tage højde for den ret store andel besøgende, som denne dag ikke havde tænkt sig at vente i køen. Der blev skubbet og maset, og man måtte hele tiden være på vagt for ikke at blive overhalet indenom.
En familie på 5 et godt stykke bag ved os i køen delte sig og mor + datter nr. 1 lod som om, de skulle på toilettet. Det blev dog aldrig til noget, men i stedet for smuttede de ind i køen meget længere fremme, og nogle minutter senere kom resten af familien op til dem og lod som om, det var den mest naturlige ting i verden, sådan lige at smutte 30 pladser foran.
I Danmark bliver man jo nærmest hængt ved daggry, hvis man vover at snyde foran i køen, men sådan er det altså ikke i mange andre lande. Jeg ved godt, at man må møde fremmede kulturer med åbent sind og prøve at tilpasse sig lokale skikke, men når det kommer til køkultur (eller rettere sagt; mangel på samme), så står jeg altså overfor en kamel, jeg har meget svært ved at sluge.
Men, men..alt godt kommer til den, der venter eller? Da vi havde ca. 50 personer foran os hen til Ngong Ping svævebanen råber en af svævebanefyrene pludselig et eller andet, som jeg opfatter som ”Vi behøver 2 personer for at fylde denne vogn. Hvem melder sig?”. Jeg skynder mig at række hånden op, og før vi ved af det, får Poul og jeg lov til at smutte foran alle de andre (inklusive dem, som snød foran os tidligere) og ind i den ventende vogn. Ha! Hævnen er sød!
Turen med Ngong Ping svævebanen var imponerende og en af rejsens absolutte højdepunkter. Selvom det var overskyet og store regndråber begyndte at falde, da vi kom op i højden, var udsigten stadigvæk spektakulær, og turen varede så længe, at man havde masser af tid til både at nyde udsigten og tage en masse billeder.
Efter vi steg af svævebanen, gik vi gennem Ngong Ping Village, som vel bedst kan beskrives som en samling restauranter og butikker uden særlig meget sjæl, men efter yderligere en kort gåtur stod vi for foden af de trapper, der ledte op til Big Buddha. Solen var for alvor brudt igennem og bagte godt på vores hoveder, så vi var glade for, at vi havde taget os tid til at købe en iced latte med fra Starbucks, som vi kunne nippe til på vejen op ad trapperne. Buddhastatuen var et flot syn, men der var så mange mennesker deroppe, at vi kun blev der et kort stykke tid.
Før vi startede turen ned igen, gik vi forbi en af souvenirbutikkerne. Poul og jeg havde snakket om at købe en buddhafigur i mørkt træ eller et gyldent buddhamaleri, men inde i souvenirshoppen slog det mig pludselig hvor forkert det føltes at anvende religiøse symboler som boligindretning. Jeg ville jo aldrig nogensinde drømme om at hænge et billede af Jesus op i stuen (ikke engang et gyldent et), da jeg ikke betragter mig selv som kristen, så hvorfor jeg overhovedet fik den idé at Buddha ville pynte i lejligheden hjemme i Dubai, er mig stadig en gåde, og buddhaplanerne er nu definitivt skrinlagt hjemme hos os.
Køen til svævebanen på vej ned var meget kortere, og skyerne var væk, så vi havde en formidabel tur med fantastisk udsigt hele vejen. Væk var minderne om formiddagens kø-skærmydsler og da vi stod ud af vognen, var vi næsten klar til at stille os i kø igen og tage en tur til. Det gjorde vi dog ikke. I stedet skyndte vi os tilbage til Tsim Sha Tsui, hvor vi mødtes med M til cocktails på Ozone (baren på 118. etage på Ritz-Carlton) og efterfølgende hotpot-middag på Budaoweng.
