Jeg kom til Danmark i går og skal tilbringe den næste uge hos mine forældre i Jylland. I dag tog jeg med min mor og min søster Trine ind til Østerstrand ved Fredericia og gik en lille tur langs vandet. Om sommeren, når vejret er godt, er her fyldt med mennesker, men lige nu var der helt stille. Bare os, sandet og den kølige brise fra Lillebælt.
Stranden ligger for enden af en af de store gader i byen, og dengang jeg gik i gymnasiet, var det her, man tog hen, når solen skinnede. Aftenen inden jeg blev student, indgik jeg et eller andet dumt væddemål – jeg kan ikke engang huske, hvad det gik ud på – men jeg tabte og skulle derfor hoppe i vandet fra badebroen ved solopgang. Det var iskoldt, og jeg har sjældent følt mig mere klam og gennemblødt. En del af forklaringen på, hvorfor jeg ligner en hængt kat på de fleste billeder fra dimissionen.
Fredericia er byen, jeg er vokset op i. Jeg kunne ikke forestille mig at bo her permanent, men jeg elsker at komme tilbage og besøge. Det føles lidt som at se en gammel ven – man ved godt, at man er vokset fra hinanden, men man bliver alligevel glad i maven af at ses igen. Der er noget trygt og velkendt over det. Minderne ligger i lag over det hele.
