Alpro for Professionals – Plantemælk som smager godt

Apro for Professionals, dairy-free milk that foams

Jeg er laktoseintolerant, så jeg burde egentlig holde mig helt væk fra mejeriprodukter. Men det er svært, når ens morgenrutine inkluderer en stor latte, og det stort set altid føles som vejr til is. De efterfølgende mavekramper og luft i maven var et nødvendigt onde, som jeg havde lært at leve med, for jeg kunne ikke forestille mig et liv uden mejeriprodukter.

Heldigvis er der efterhånden så mange laktosefri produkter, at det ikke længere er lige så stort et problem. Jeg begyndte at drikke laktosefri mælk for et års tid siden, og sikke en forskel det gjorde for min mave. Jeg har også eksperimenteret med plantemælk, da det ofte er et sundere og mere miljøvenligt alternativ, men det føles tit som et kompromis. Mange typer plantemælk er tynde, smager mærkeligt og fungerer ikke særlig godt i mælkeskummeren (sojamælk er det værste – det kan jeg slet ikke få ned).

Jeg har tidligere prøvet produkter fra Alpro og har ærligt talt ikke været særlig imponeret, netop på grund af ovenstående. Men da jeg forleden opdagede deres kokosmælk med påskriften “for professionals,” blev jeg alligevel nysgerrig. Ifølge forpakningen kunne den nemlig skummes som almindelig mælk, så jeg tog en karton med hjem for at prøve.

Allerede efter første kop var jeg solgt. Det smagte så godt, at jeg skyndte mig tilbage til butikken for at købe mere, i frygt for at det kun var et midlertidigt produkt. Der var kun to kartoner kokosmælk tilbage, men de havde også mandelmælken fra samme serie, så jeg snuppede tre af dem med også.

Kokosmælken smager selvfølgelig af kokos, men det er en blød, rund smag uden bitterhed. Mandelmælken smager lidt mere som almindelig mælk, bare med et lille strejf af marcipan. Begge dele fungerer overraskende godt i kaffe eller sort te, og de giver den der cremede fornemmelse, som jeg savner, når jeg bruger plantemælk.

Det, jeg især godt kan lide ved Alpro for Professionals, er, at “mælken” opfører sig som rigtig mælk. Første gang jeg brugte mælkeskummeren, hældte jeg lidt ekstra i, fordi jeg regnede med, at det nok ikke ville skumme så meget – men det gjorde det. Det skummede helt ud over bordet. Skummet bliver tykt og luftigt, nærmest som sødmælksskum, og med lidt teknik tror jeg sagtens, man kan lave latteart.

Og nej, det her er ikke et sponsoreret indlæg – selvom jeg ville ønske, det var, for både kokos- og mandelmælken er ret dyre.

Varedeklarationen – Et kig på bagsiden af kartonen.

I den følgende sammenligning har jeg anvendt varedeklarationen for letmælk fra Arla:

Både mandelmælken og kokosmælken fra Alpro for Professionals indeholder mindre sukker end almindelig letmælk (kokos-Alpro: 3,3g/100g, mandel-Alpro: 2,5g/100, letmælk: 4,7g/100g), og mindre kalorier (kokos-Alpro: 33 Kcal/100g, mandel-Alpro 24 Kcal/100g, letmælk 46 Kcal/100g). Kokosmælken indeholder desuden mættet fedt, som er det dårlige fedt, som i mange studier er blevet koblet til en øget risiko for hjerte-kar sygdomme, men indholdet af mættet fedt i kokosmælken (0,7g) er lidt lavere end for almindelig letmælk (1g). Mandelmælken indeholder stort set intet mættet fedt (0,1g/100g). Kokosmælken indeholder også soja, hvilket kan være et problem, hvis man er allergisk mod soja. Mandelmælken indeholder mandler (surprise, surprise), så det skal man være opmærksom på hvis man er allergisk mod nødder.


Min danske YouTube-kanal med opskrifter, rejsevideoer og meget mere 🇩🇰

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Seneste Indlæg