Morristown er en lille by ca. 30 minutters kørsel fra South Orange, hvor Tina bor. Der er flere hyggelige restauranter i byen, og da det var tid for Tina og Js ugentlige date night, som jeg fik lov at crashe, faldt valget på Jockey Hollow Bar & Kitchen, der ligger i en flot, historisk bygning centralt i Morristown.
Jockey Hollow Bar & Kitchen er opdelt i fire forskellige områder: The Oyster Bar, The Dining Room, The Vail Bar og The Rathskeller. Hvert af områderne har sin egen unikke atmosfære, så der er noget for enhver smag og anledning. Vi havde bestilt bord i The Vail Bar, som er en sjov blanding af casual bar og ret upscale restaurant. Der er TV-skærme der viser sport, og da vi var der, blev der spillet old-school rap for fuld udblæsning (de skruede dog med det samme lidt ned for volumen, da vi bad om det). Samtidig er maden, som serveres langt over standard bar-mad, og på menuen finder man både østers samt et godt udvalg af retter, der sagtens ville kunne gøre sig på finere etablissementer.
Vi startede med cocktails og bestilte derefter lidt af hvert til at dele. Tina og J havde været der mange gange før, så de havde allerede prøvet det meste på menuen, og vidste, hvad vi skulle vælge, samt at vi skulle bestille to portioner thai-style blæksprutte, for den er helt suveræn. Vi bestilte også en steak, noget and, og noget pasta med krabbe, og det smagte altsammen virkelig godt. Da vi kom til desserten var vi derfor allerede mætte, men ingen date night uden dessert, så vi delte en dessert jeg har glemt navnet på, men som var på størrelse med en hovedret og smagte fantastisk.
Da vi var der var der lidt koldt, så skal du spise i Vail Bar under vinterhalvåret er det nok en god idé at tage en ekstra trøje med.
Tina anbefaler at man bestiller pasta, østers og blæksprutte. Jeg har været inde og checke menuen her i dag (marts 2023), og desværre er den thailandske blæksprutte ikke længere på menuen. Dog ville jeg ikke tøve med at bestille den nye blæksprutte på menuen, for køkkenet hos Jockey Hollow har altså virkelig styr på at tilberede blækspruttearme, så de lige akkurat er gennemstegt, men uden at blive seje.
Jockey Hollow, 110 South St, Morristown, NJ