Forleden mødtes jeg med Kanary og hendes familie + Yary til Afternoon Tea på Raffles. Raffles Hotel Le Royal er næsten 100 år gammelt og var længe det eneste luksushotel i Phnom Penh, så det var her, alle de rige og kendte boede, når de besøgte byen. Gennem årene har hotellet har haft flere navne og var i en lang periode bare kendt som Le Phnom. De Røde Khmerer tvang hotellet til at lukke i mange år, men det åbnede igen og er i dag drevet af Raffles Hotels & Resorts.
Hotellets Elephant Bar er nok en af de mest berømte barer i Phnom Penh, og hvis væggene kunne tale, tror jeg, at man kunne høre nogle ret utrolige historier. Det er også i Elephant Bar, at der serveres afternoon tea, så vi havde en dejlig eftermiddag i de flotte omgivelser.
Afternoon Tea koster 18$ (nov. 2022), og for den pris får man et sæt med små hapsere samt te eller kaffe. Man kan vælge mellem Khmer eller klassisk afternoon tea, så vi bestilte nogle stykker af hver, så vi kunne smage begge dele.
Det her med afternoon tea er ikke særlig udbredt i Cambodia, og jeg var da også den eneste i selskabet, der bestilte te (fik en dejlig oolong te), mens de andre bestilte forskellige slags iskaffe. Da Kanarys Iced Latte blev serveret, så hun med det samme, at sugerøret var fra Only One Planet Cambodia, som laver bæredygtige sugerør af rismel, og vi havde meget sjov med at vente på, at sugerøret blev blødt (det holdt sig hårdt meget længere en de der rædselsfulde papsugerør man ofte får), så vi kunne spise det:)
Mange steder får man serveret alt for meget mad til afternoon tea, men på Raffles var mængden rigtig fin, og kvaliteten på de enkelte ting var generelt høj. Dog ville jeg ønske, at de ville servere clotted cream eller i det mindste rigtigt flødeskum eller smør til deres scones, i stedet for den der underlige, hvide masse, der mistænkeligt meget lignede billigt dåseskum. Ellers var alting rigtig godt og personalet var søde og dygtige, så er man i Phnom Penh bør man bestemt overveje at lægge vejen forbi Elephant Bar.
PS: Elephant Bar har et af asiens største udvalg af gin (over 100 forskellige slags), så er man ikke lige til te og kager, kan man altid komme lidt senere på aftenen og prøve en af deres signature cocktails med gin.
Elephant Bar, Raffles Hotel Le Royal, Phnom Penh