For nogle år siden regnede det ned med Michelinstjerner over Tim Ho Wan-restauranterne i Hong Kong, og foodies fra nær og fjern kom for at spise på verdens billigste Michelin-restauranter. I dag (2020) er det dog kun en af restauranterne (den i Sham Shui Po), der har beholdt sin stjerne, men Tim Ho Wan er stadigvæk et yderst populært sted for dim sum i Hong Kong.
Jeg besøgte restauranten i Sham Shui Po for første gang i 2014 sammen med AC, og vi var ikke imponerede. Maden var vel som sådan ok, men vi havde begge to forventet os mere af en restaurant med en Michelin-stjerne. Jeg begyndte at spekulere på, om det mon var mig, der var noget galt med, men så talte jeg med flere andre, der havde haft samme oplevelse og også var blevet ret skuffet.
Jeg var dog ikke parat til bare at give op, og efter at have rådført mig med nogle venner, der alle er inkarnerede Tim Ho Wan-fans og har lidt bedre styr på det der med dim sum end jeg har, var jeg klar til et nyt besøg. Jeg havde i forvejen lavet en liste af retter, som jeg var blevet anbefalet at prøve, og denne gang var der jackpot. I stedet for congee og kyllingefødder, fik jeg smagt den ene lækre ret efter den anden og begyndte nu endelig at kunne se, hvorfor så mange er så glade for Tim Ho Wan. Jeg ved stadigvæk ikke om jeg synes at det er Michelin-stjernemad, men der er ingen tvivl om, at restauranten er med helt fremme i feltet hvad angår dim sum til en overkommelig pris i Hong Kong.
Der er omkring 30 forskellige retter at vælge mellem, hvilket er ret standard for dim sum restauranter, men det kan måske virke lidt overvældende, hvis man er totalt dim sum rookie. Jeg bestiller efterhånden altid de samme 3 retter på Tim Ho Wan, og dem tænkte jeg, at jeg ville dele med jer, så I har et udgangspunkt, hvis I kommer forbi Tim Ho Wan.
Der er tale om 3 retter, som jeg synes Tim Ho Wan gør særligt godt, og som jeg tror, at de fleste ville kunne lide. Den fjerde ret, Pork Dumplings in Hot & Spicy Sauce, er en ny ret. Jeg har set den på menuen de sidste to gange jeg spiste på Tim Ho Wan, men jeg er endnu ikke sikker på at den er kommet for at blive.
Baked BBQ Pork Buns
Den ubestridte hovedattraktion på Tim Ho Wan er Baked BBQ Pork Buns. Det er dem alle snakker om, og dem som efterhånden har givet Tim Ho Wan samme kultstatus som xiao long bao har givet Din Tai Fung.
De små bagte boller er sprøde udenpå, så de smuldrer, når man tager en bid. Indeni er der det lækreste fyld af svinekød i en sød og klistret barbecuesauce. Bollerne bliver serveret 3 ad gangen, men lad være med at spise dem alle sammen, for så er der ikke plads til mere, da de mætter rigtig godt. Får du bestilt flere end du kan spise, så bed om at få dem pakket “to-go”. Jeg har haft et par stykker liggende i håndtasken en halv dag, og det klarede de fint:)
Pan fried green pepper filled with minced fish
De her peberfrugter fyldt med svinekød og fisk smager bare supergodt. Den grønne peber gør farsen saftig og smagen uimodståelig, og jeg kan slet ikke stoppe med at spise dem. De serveres rygende varme, og jeg brænder altid tungen på den første bid, fordi jeg ikke kan vente indtil de er kølet af.
Char Siu Cheong (BBQ Pork Rice Noodle Roll) og Har Cheong (Shrimp Rice Noodle Roll)
Cheung fan (risnudel-ruller) er en af mine allerstørste dim-sum-favoritter, og de fås ikke meget bedre end dem på Tim Ho Wan. Rullerne er silkebløde og serveres overhældt med en soyabaseret sauce. Der findes flere slags at vælge mellem, men jeg kan bedst lide dem med BBQ pork og dem med rejer. Mange lokale foretrækker cheungfan med svinelever, men dem har jeg endnu ikke vovet mig ud i.
Pork Dumplings in Hot & Spicy Sauce
Dumplings med svinekød serveret i den lækreste spicy sauce. Det er saucen der gør hele forskellen, for den er så god at man får lyst til at slikke tallerkenen. På Tim Ho Wan i Bangkok sagde personalet at det kun var et midlertidigt indslag, men jeg kan se at de lækre dumplings nu er på Tim Ho Wans online menu, så lad os håbe, at de kommet for at blive.
Stadigvæk sulten?
Så kan I altid bestille en omgang shiu mai (dumplings med en blanding af rejer og svinekød) eller har gow (dumplings med rejer). Begge dele smager udmærket, men uden at efterlade samme indtryk som de andre retter jeg har nævnt. Jeg har også hørt at deres Ma Lai Go (dampet kage) skulle være god, men den har jeg endnu ikke selv prøvet.
Jeg brød mig ikke om deres turnip cake som alle ellers lovpriser, og derudover var kyllingefødderne og deres congee med saltet æg heller ikke lige mig.
Der er mange Tim Ho Wan-restauranter i Hong Kong (og i udlandet), men her er adressen på restauranten i Sham Shui Po (den eneste med Michelin-stjerne i 2020):
Tim Ho Wan, 9-11 Fuk Wing Street, Sham Shui Po, Hong Kong