
I 2018 fik Thailand endelig en Michelin-guide, og en af stjernerne landede hos Nahm. Jeg plejer ellers ikke at gå alt for meget op i stjerneræset, men eftersom Nahm lå inde på hotellet lige ved siden af, virkede det også dumt ikke at kigge forbi. Jeg bookede derfor bord forleden dag til frokost, og jeg fik deres set menu, som man selv sammensætter fra retterne på a la carte-menuen. Her er det jeg fik:
Canapes: Egg nets with prawns, wild almonds and kaffir lime
Pork and lobster with shredded ginger and Thai citron
Pineapple and chicken
Kingfish salad with pomelo, lemongrass and lime
Hot and sour soup with chicken, prawn and wild mushrooms
Clear soup of roast duck with Thai basil and young coconut
Oxtail curry with nutmeg, ginger and eggplant
Duck
Snake fruit in syrup, Thai wafers with poached persimmon and golden duck egg noodles.
Jeg kunne bedst lide kanapéerne – især dem med hummer. Det var også her, de kreative takter, man forventer af en Michelin-restaurant, for alvor kom til udtryk. Resten af retterne var mere klassisk thailandske og lidt til den tunge side, men smækfyldt med de smagsnuancer, jeg forbinder med Thailand: syrligt, sødt, salt og stærkt, ofte i én og samme bid. Desserterne var også virkelig lækre, selvom de ristede løg på toppen straks fik mig til at tænke på pølsemænd og danske hotdogs (hvilket på en eller anden måde bare gjorde dem endnu bedre).
Nahm’s set menu er en rigtig god måde at komme hele vejen rundt i køkkenet på. Man får både en bred smagsoplevelse og et mere autentisk måltid, fordi alle retterne serveres på én gang, som det er tradition i Thailand. Det er meget mad, især hvis man – som jeg – ikke er den store frokostspiser, så kom med en god appetit.
Nahm, Sathon Tai Rd, Thung Maha Mek, Sathon, Bangkok 10210, Thailand







