Det er svært at kede sig i Tokyo, for der er simpelthen så mange ting man kan lave og steder man kan se. Her er mine forslag til de sjoveste oplevelser i Tokyo:
Besøg en af de vilde spillehaller
Tokyo har nogle af verdens fedeste spillehaller, og når man træder indenfor føles det som om man bliver opslugt af et larmende, bippende parallelt univers. Flere etager er typisk dedikeret til pachinko, som er et japansk spil, som jeg endnu ikke har forstået, men som har formået at holde sin position som et af de mest populære tidsfordriv for mandlige japanske kontorarbejdere efter arbejdstid. Jeg plejer i stedet at smutte op på etagen hvor man kan stå på ski eller køre racerbil.
Club SEGA er nok den mest kendte af spillearkaderne, men Joypolis er også rigtig populær. De fleste spillearkader har også en sektion med purikura fotoautomater, hvor man kan tage billeder af sig selv, som man siden kan dekorere med stickers og tekst på en skærm udenfor automaten. Det var sådan man gjorde, inden der fandtes Instagram og Snapchat stickers og filtre:)
For hardcore-gamere er 1-Chome Playland på Decks i Odaiba et must at besøge. Det er min yndlingsarkade i Tokyo, og jeg kan bruge timevis i selskab med de gamle retrospil.
Vil man have sin egen retro-spillekonsol med hjem, så kan man besøge Super Potato i Akihabara. Jeg købte en SNES og masser af spil for næsten ingen penge. Jeg fik desværre købt de forkerte kabler med hjem, men jeg har fået et tip om at Yodobashi Camera har det, jeg skal bruge. Super Potato har også et lille gaming room, hvor man kan købe japanske snacks til at holde energiniveauet oppe mens man spiller.
Tilbring en afslappende dag på onsen
Et onsen er en traditionel japansk badeanstalt, men i dag har mange af dem har mere karakter af enorme spakomplekser. Jeg an rigtig godt lide Oedo Onsen Monogatari. De har flere forskellige bassiner med urter og plejende ingredienser, samt en smuk have udenfor, hvor man kan slappe af. Der er også flere restauranter inde på området og har man lyst til at tage sig en lur i et par timer, er det også helt ok. En halv dag på Oedo Onsen er en perfekt kur mod jetlag og en skøn måde at starte sit Tokyobesøg.
Obs: Hvis man har tatoveringer, bliver man ikke lukket ind.
Chill out på stranden
Det tager mindre end en time at komme fra centrum af Tokyo og ud til den fine hvide sandstrand på den kunstige ø Odaiba. Det er forbudt at svømme, men stranden er et populært sted at tage sol og dyrke forskellige former for strandsport. Odaiba har også flere store shopping malls inklusive Decks, hvor man finder Joypolis og 1-Chome Playland, som jeg nævnte tidligere.
Tips: Husk at tage et billede af den kæmpe Gundam-statue ved DiverCity
Se byen fra oven – Besøg Tokyo Skytree
Det er først når man ser Tokyo ovenfra, at man virkelig forstår hvor gigantisk en by det er, og den flotteste udsigt har man fra Tokyo Skytree. Uanset hvor man kigger hen, fortsætter bebyggelsen bare så langt øjet rækker, hele vejen ud i horisonten. Om sommeren er der en beergarden ved foden af tårnet, og indeni tårnet er der masser af souvenirbutikker og restauranter på de nederste etager.
Hold udkig: Når vejret er klart, kan man se Mt. Fuji i det fjerne
Fordyb dig i japansk kultur og traditioner hos Sensō-ji
Det store røde Sensō-ji-tempel er som en oase af gamle traditioner og kultur midt i high-tech Tokyo. Jeg prøver at få klemt et besøg ind hver gang jeg er i Tokyo, for der er simpelthen så hyggeligt. Langs alléen der fører op mod templet, kan man købe souvenirs og japanske snacks fra de små boder, og området udenfor selve tempelområdet har et fantastisk udvalg af små butikker, der sælger kunsthåndværk, keramik og japanske knive.
Tip: Husk at trække en papirspådom, så du ved hvad fremtiden bringer.
Få en only-in-Japan-oplevelse på en af byens temarestauranter
Jeg tror ikke der er nogen by der slår Tokyo i kategorien Underlige Restauranter. Kabareten på Robot Restaurant er som et langt syretrip og er vældigt turistet, men også sådan en only-in-Japan-oplevelse, at jeg alligevel vil anbefale at man ser showet. Har man nerverne til det, så er The Lockup også en rigtig sjov restaurant, men vær forberedt på at middagen bliver afbrudt flere gange af zombieangreb og dommedagsmusik.
På Zauo kan man fiske sin egen aftensmad, men man skal være forberedt på at væbne sig med tålmodighed, for fiskene har lugtet lunten og det kan tage lang tid før man får bid.
Min yndlingskattecafe Hapi Neko er desværre lukket, og jeg har ikke noget bud på hvor man finder en kattecafé der er ligeså hyggelig og med lige så stor respekt for kattene som Hapi Neko havde.
Syng Karaoke!
Karaoke Kan er den største karaokekæde i Japan, og det er den jeg altid anbefaler når mine venner spørger hvor de skal synge karaoke i Tokyo. Karaokemaskinerne hos Karaoke Kan er ret lette at bruge, og de har et kæmpe udvalg af både japanske og internationale sange. Karaoke Kan i Shibuya er den mest populære, – både på grund af placeringen, men også fordi, at det var der flere scener i Lost in Translation blev optaget. Hvis man vil booke værelserne (601 og 602) hvor Lost in Translation blev optaget, skal man være ude i god tid.
Tip: De fleste karaokesteder har et tilbud der inkluderer all-you-can-drink under tiden lejer har karaokerummet, hvilket gør karaoke til en ret omkostningseffektiv måde at starte (eller slutte) en aften i byen