København: På Höst med Lise

Höst, Copenhagen restaurant, Nordic cuisine

I kølvandet på Nomas succes er der i Danmark skudt rigtig mange restauranter op, som med mere eller mindre held har forsøgt sig udi disciplinen Nordisk Mad På Den Lækre Måde. Der bliver eksperimenteret til den store guldmedalje, og traditionelle udskæringer som mørbrad og koteletter bliver disset til fordel for skank, kæber og haler. Alt dette skal helst drysses med havtorn, skovsyre eller andre mærkværdigheder, som man for 10 år siden ikke kunne drømme om at putte i munden.

Nogle gange bliver resultatet mildt sagt underligt, mens det andre gange går det op i en højere enhed. Hvad angår den nyeste Cofoco-restaurant Höst er der ingen tvivl: De har virkelig forstået hvordan den ged skal barberes, eller, mere sigende, hvordan den øllebrød skal røres.

275kr er i forvejen enormt billigt for en tre-retters menu i København, men da vores tjener derefter annoncerer at der i aftenens anledning indgår 2 ekstra gratisretter i menuen, kan man jo slet ikke få armene ned. Da vi så oven i købet prompte fik hjælp med at flygte fra et enormt støjende nabobord til mere fredelige omgivelser, var der bare så god karma at selv udsigten til havregrød, øllebrød og dehydreret rødbede i et og samme måltid lød helt guddommeligt.

Første ret var kalvetatar med syltet kålrabi. Derefter fulgte en kop med havregrød(!), der smagte som svamperisotto, inden den egentlige forret –kammuslinger i en lækker jordskokke creme- blev serveret. Kammuslingerne var vendt i hø-aske, hvilket udover at gøre dem helt uigenkendelige for det blotte øje (de lignede bare små sorte klumper) også gav dem en delikat, nøddeagtig smag.

Hovedretten var et sandt orgie af rødbede på måder, jeg aldrig har set rødbede før, spredt ud over et mørt stykke svinebryst, og til dessert var der en overraskende delikat kold øllebrød med ymeris.

Som på alle de andre Cofoco-restauranter er der også på Höst også gjort rigtig meget ud af indretningen og tænkt på detaljerne. Over hver stol hang der således et tæppe, så ingen behøvede at fryse i det ellers lidt kølige lokale, og hele restauranten var bare så gennemført hyggelig  og maden så opsigtsvækkende god, at man virkelig skulle anstrenge sig for ikke at have en fantastisk aften. Det gad vi selvfølgelig ikke spilde vores kræfter på, så vi lod os i stedet rive med og begejstres af denne nye øllebrødsstjerne på Københavns restaurant-himmel.

En anden af mine Cofoco-favoritter er Les Trois Cochons på Værnedamsvej.


Höst, Nørre Farimagsgade 41, 1364 København K

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog

Mitzie Mee Shop