De flotte træfade med antikt porcelæn blev oprindeligt fremstillet, så man havde et flot fad at placere minihåndklæderne fra Weavers Project på. Jeg spurgte (h)A.N.D. i Cambodia om de kunne hjælpe mig med fadene, da de samarbejder med en rigtig dygtig træskærer, der har specialiseret sig i at skabe flotte produkter fra reclaimed wood, som er træ fra gamle huse, der skal rives ned, og fra gamle møbler, der ellers skulle kasseres. De små keramikstykker i dekorationen er antikt porcelæn fra Cambodia og Japan, som ellers skulle have været smidt ud, men som (h)A.N.D. i stedet har fået lov at anvende, og hvert fad er derfor helt unikt både med hensyn til træet og porcelænet.
Vi besluttede os for at lave to slags fade: Et lille fad til at holde fugtige minihåndklæder som gæsterne bliver tilbudt at tørre hænderne i inden måltidet, og som derefter bliver stående på bordet, samt et større fad, hvor man kan have en stabel af minihåndklæder stående ved siden af håndvasken på badeværelset, så ens gæster altid har et frisk og rent håndklæde at tørre hænderne i. Fadene er ikke godkendt til fødevarer, men de store fade kan man fx også bruge til barbergrej eller til at have små fyrfadslys stående på, og de små fade er rigtig flotte som sæbeholdere.