Spicy miso ramen på Kikanbo – Måske de bedste i Tokyo

Kikanbo spicy ramen i Tokyo

Jeg brugte det meste af dagen i går på at vandre omkring i Kanda og Akihabara. Planen var at købe et nyt kamera, så Yodobashi Akiba (Tokyos største elektronikbutik) var målet for min vandring, men før jeg tog derhen, spiste jeg min første skål ramen på denne tur, og sikke en skål! Jeg har tidligere smagt spicy miso ramen, men aldrig på den måde, de laver det på Kikanbo. Hvis du tror at japansk mad ikke kan være stærk, så tager du fejl.

Kikanbo åbner kl. 11 og jeg var der kvart over. På det tidspunkt var restauranten allerede helt fyldt, men heldigvis er det almindelig høflighed på ramen-stederne, at man ikke bliver hængende for længe. Man spiser sin ramen, og så damper man ellers af, så en ny sulten ramengæst kan komme til. Det tog derfor ikke mere end et par minutter, før jeg kunne slå mig ned.

På Kikanbo bestiller man ved at købe en kupon fra en automat på væggen. Menuen var kun på japansk, men heldigvis var der er venlig japansk dame, der hjalp mig med at få trykket på den rigtige knap (den øverst i venstre hjørne).

Før kokken begyndte at tilberede min portion ramen spurgte han først, hvor stærk, jeg ville have den. Jeg valgte ”regular” som viste sig stadigvæk at være ret feisty efter dansk målestok, og flere gange i løbet af måltidet, måtte jeg køle min tunge i isvand.

Det var en smagsoplevelse udover det sædvanlige, og nok den bedste ramen, jeg nogensinde har spist. Misobasen var utroligt cremet og hver eneste ingrediens fra det kogte æg til de sprøde bønnespirer var bare helt perfekt. Jeg håber virkeligt, at jeg når at besøge Kikanbo en gang til, inden jeg skal tilbage til Dubai.

I 2016 prøvede jeg deres Devil Spicy ramen. Det kan I læse om her:

> Mit blogindlæg om Devil Spicy Miso Ramen på Kikanbo


Kikanbo, Kajicho 2-10-9, Chioda-ku, Tokyo, Åbningstider: Man-lør 11:00-21:30, Søn: 11:00 – 16:00, nærmeste station: Kanda, Adresse på japansk: 鍛冶町 2-10-10, Chiyoda, 東京都 〒101-0044