Hvad gør man, når ens fly er forsinket, og man er stuck i Københavns Lufthavn med madkuponer? Jeg besluttede mig for at tage på MASH og få mig en stor, rød ribeye-steak med fritter og bearnaisesauce.
Nu har MASH ikke altid været i kridthuset, og efter mit første besøg i 2011, så havde jeg faktisk sværget aldrig nogensinde at gå tilbage. Hvorfor? Det kan I læse om i blogindlægget nedenfor fra min gamle blog. Hold op hvor var jeg gal! Denne gang var både steak og service dog upåklagelig, og jeg er ikke sådan en, som bærer nag (i hvert fald ikke længere end 6 år), så MASH, jeg tror at jeg er klar til at tilgive 🙂
Følgende indlæg er fra min gamle blog og blev første gang publiceret i juni 2011.
Af princip skriver jeg ikke om rigtig dårlige restaurantoplevelser her på bloggen. Selv de bedste steder kan have en dårlig aften, og der er så mange ting, der spiller ind: travlhed, personale, dagsform – alt sammen noget, der kan svinge. Jeg prøver derfor at være fair og går ud fra, at hvis en restaurant var god den aften, jeg var der, så kan den også være det for dig. Omvendt, hvis et sted skuffer mine forventninger, vælger jeg som regel at tro, at det bare var uheldigt, og så lader jeg være med at skrive om det – i hvert fald indtil jeg har givet det en chance mere.
Men der er undtagelser. Og det her var en af dem.
Det er heldigvis sjældent, at jeg føler mig direkte uvelkommen som gæst, men i april havde jeg en oplevelse, som jeg stadig bliver irriteret over, når jeg tænker på den. Jeg havde ikke tænkt mig at skrive om det, men efter at have spist så mange gode måltider siden da, føles det næsten uretfærdigt ikke også at nævne, når noget virkelig ikke spiller.
Stedet var MASH. En restaurant, som jeg længe havde glædet mig til at prøve, og som har fået ros fra både kendiskokke og madanmeldere. Jeg havde booket bord til kl. 20.30 – eneste ledige tidspunkt, der stadig lå inden for, hvad vi i Danmark ville kalde aftensmadstid – og jeg ankom præcis til tiden, sulten og med ret høje forventninger.
Efter at have hængt overtøjet i garderoben, fik jeg at vide, at bordet ikke var klart endnu, og at jeg kunne vente i baren. Normalt har jeg intet imod en før-middag drink, men klokken var mange, og jeg havde mere lyst til bøf end til cocktails. Det virkede desuden lidt småarrogant, at jeg selv skulle betale for en drink, mens jeg ventede på et bord, som jeg trods alt havde reserveret. Jeg stod og ventede i baren i 20 minutter, før jeg spurgte bartenderen, hvor længe det mon ville vare endnu. Han spurgte en kollega, og kort tid efter blev jeg fulgt ind til et bord – i en restaurant, som langt fra var fyldt op.
Resten af aftenen? Desværre bare flad. Menukortet blev lagt foran mig med et hurtigt ”værsgo”. Ingen velkomst, ingen undskyldning for forsinkelsen, og under hele middagen sagde personalet ikke meget mere end de absolut nødvendige ord. Jeg følte mig hverken set eller særlig velkommen.
Jeg bestilte en Greater Omaha corn fed N.Y. Strip med grøntsager, pommes frites og onion rings. Hertil en flaske rødvin. Maden var ok. Kødet var godt nok. Men med den stemning og den service havde jeg ærligt talt svært ved at nyde det. Allerede før jeg var færdig med hovedretten, bad jeg om regningen. Ikke én spurgte, om jeg havde lyst til dessert. Ikke én bemærkede, at jeg forlod bordet hurtigt.
På vej ud besluttede jeg mig for at tage en vaffelis i Nyhavn i stedet. Det var på alle måder det bedste valg den aften.
