Karon Beach: Middag på Ying Restaurant

Ying restaurant i Karon Beach

Efter en næsten grotesk dårlig mangosalat til frokost, var jeg mere på vagt, da det blev aftensmadstid, og gjorde en hæderlig indsats for ikke at havne i de værste turistfælder. Det var faktisk sværere, end det lyder, for jeg rejser som bekendt med mine forældre, der ikke kan lide stærk mad og for øvrigt intet ville have imod at spise på ”den der restaurant med det danske flag” hver eneste aften, hvis jeg ikke havde været der til at stoppe dem.

Gårdsdagens kompromis blev Ying Restaurant, som er en fiskerestaurant langs det sidste, livlige stykke af Patak Road, der leder ned mod rundkørslen.
Der er masser af fisk og skaldyrs-restauranter i dette område af byen, og stedet ved siden af Ying Restaurant så faktisk bedre ud. Grunden til at vi alligevel valgte Ying Restaurant var, at stedet ved siden af næsten var tomt, og når det gælder fisk, så er tommer restauranter aldrig et godt tegn. En travl restaurant behøver på den anden side heller ikke være ensbetydende med god mad, men i det mindste ved man, at fisken ikke får lov til at ligge fremme og glo alt for længe.

Vi bestilte 300 g grillede tigerrejer for 300THB (eller var det 350THB, det kan jeg ikke huske). Halvdelen af rejerne var tilberedt med masser af hvidløg (det var min halvdel), og halvdelen var tilberedt uden noget som helst (min fars halvdel). Hvidløgsrejerne kunne godt have behøvet lidt mere salt til at runde smagen af og få det bedste frem i hvidløgene. I stedet endte de med at smage en smule bittert, men det var dog ikke mere alvorligt, end at det sagtens kunne repareres med noget af den lækre dipsauce, som blev serveret sammen med rejerne.

Kyllingen med thaibasilikum var fantastisk. Jeg regnede ikke med, at mine forældre ville kunne lide den, da der også var tilsat en smule chili, men til min store glæde og overraskelse, spiste de af den med velbehag.
Min mor bestilte tomatsuppe, for det gør hun altid, når hun er udenlands. Jeg mistænker, at det enten var dåse- eller pulverversionen, for den var klæbrigt tyk og smagte af ingenting, men hvad kan man forvente? Chancen for at få en god tomatsuppe på en thailandsk restaurant i Karon Beach er nok cirka den samme som chancen for at få en veltillavet tom yum-suppe i provinsen i Danmark (altså et sted mellem nul og nada).

Vi havde også bestilt en grillet fisk til at dele, og efter en ret lang kunstpause, ankom den til bordet. Fisken så dog mere dampet end grillet ud, eller hvad synes I?

Lige efter at vi havde bestilt maden, begyndte det at regne kraftigt, så man kunne jo foranlediges til at tro at fisken er blev færdigstegt et andet sted end på den udendørs grill. Uanset hvad, så smagte den dejligt, og den kostede kun 300THB, så hvem bryder sig?

Ying Restaurant var måske ikke så hylende fantastisk, som jeg har set den beskrevet visse steder online, men det var stadigvæk forholdsvist billig, forholdsvist god mad i forholdsvist hyggelige omgivelser, og det overordnede indtryk var godt nok til, at jeg ikke ville tøve med at kigge forbi en anden gang.

Hvor skal man spise i Karon Beach? Læs min guide til gode restauranter her>>


Ying Restaurant, 3 83100 502/3 Patak Rd, Karon Beach

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog

Mitzie Mee Shop