En af de første dage i Seoul besluttede jeg mig for at gå op på toppen af Suraksan, som er et bjerg lidt nord for byen. Hiking er populært i Korea, og der kan være rigtig travlt på vandrestierne i bjergene udenfor byen, men Suraksan skulle være et af de fredeligste steder at vandre, hvilket lige lød som noget for mig.
Jeg tog metroen til Danggogae Station og gik gennem den lille landsby ved stationen, hvor jeg købte proviant i form af en pakke tørret blæksprutte og en ferskenjuice. Derefter satte jeg kurs mod den lokale politistation, hvor stien op til bjerget skulle starte. Jeg spurgte en af politimændene udenfor og han sagde, at jo, den var god nok, jeg skulle bare lige hen om hjørnet.
Det første stykke vej, som vist ikke engang var en del af selve vandrestien, var allerede ved at slå mig helt ud, for det var godt nok stejlt. Så kom jeg forbi to templer og vejen blev til en sti med en trappe, der tilsyneladende ingen ende havde. Jeg gik, og gik, og gik, og fik et ordentligt hak i motivationen, da jeg blev overhalet af en ældre herre med koreansk pop på telefonen for fuld udblæsning, som smilende hilste, mens han drønede forbi.
Skiltningen var ikke så god deroppe på bjerget, og jeg gik forkert rigtig mange gange. Uanset hvem jeg spurgte, var der altid 20 minutter til toppen, men det kan nok bero på, at der ikke var nogle af de andre hikere, der talte engelsk.
Jeg havde læst, at der skulle være en restaurant på toppen, så jeg havde ikke så meget proviant med, da jeg havde planlagt at spise på restauranten. Dog viste det sig, at restauranten var lukket, så den plan røg i vasken, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget flere blæksprutter med.
Jeg tror jeg mødte 4 andre personer på vej op ad bjerget, inklusive en fyr oppe på toppen, som tilbød mig at tage et billede af mig. Efterfølgende måtte jeg selvfølgelig agere fotograf for ham, så han også kunne få foreviget øjeblikket deroppe. Han talte en lille smule engelsk, så jeg spurgte ham hvilken vej, som var den korteste ned fra bjerget, og han pegede på den sti, han var kommet fra, som løb langs den anden side af bjerget. Jeg takkede, og efter at have hvilet lidt på toppen, besluttede jeg mig for at prøve den vej han havde udpeget.
Det viste sig dog at være en rigtig dårlig idé, for stien var noget mere krævende, end den sti, jeg tog på vejen op, og jeg måtte flere gange kravle på hænder og fødder, og holde tungen lige i munden, for ikke at miste fodfæstet. Derudover delte stien sig også nogle gange, uden at det umiddelbart var klart, hvilken vej man skulle gå, for at komme ned. Jeg måtte derfor ringe til min ven Peter i Danmark og få ham til at konsultere med sine koreanske kollegaer om, hvilken vej, som var bedst for mig at tage, ud fra det screenshot fra GoogleMaps, som jeg sendte.
Jeg mødte ikke en sjæl på vej ned, og da det begyndte at blive mørkere, var det faktisk ikke så hyggeligt deroppe på bjerget længere. Jeg satte derfor det lange ben forrest og nåede tilbage til civilisationen lige inden solnedgang, og fik en god snak med mig selv om, at det der med at gå på bjergvandring helt alene, det gør vi altså ikke mere. Jeg kom ud a skoven, og ned fra bjerget ved Jangam Station og fejrede dagens strabadser med en frugtdrik udenfor et minimarked, før turen gik tilbage til centrum af Seoul.
Se videoen fra min vandretur her:
