Tilbage i 2020 tog den koreanske dalgona-kaffe verden med storm, for derefter stille og roligt at gå i glemmebogen, og i dag ser man den kun sjældent hist og her. Det er virkelig en skam, for det er en fantastisk sommerdrik, lidt som almindelig iskaffe, men 1000 gange bedre.
Man blander lige dele pulverkaffe, sukker og kogende vand og pisker det til et luftigt skum, som man derefter hælder på toppen af et glas mælk med isterninger. Superlækkert og let at lave.
Smagen af kaffeskummet minder om dalgona, som er en slags traditionel koreansk slik lavet af bagepulver og sukker. Nogle af jer husker måske dalgona fra Squid Game? I videoen nedenfor pynter jeg min dalgona-kaffe med en hjemmelavet dalgona-slikkepind. Dalgona smager lidt som brændt karamel, og passer rigtig godt til kaffe-smagen. Og ja, jeg ved godt at mit dalgona-slik er megagrimt 🙂
Noter
Hvis din kaffe-skum er for tung og ikke så luftig, som du ønsker, kan du prøve at tilføje lidt mere vand og sukker til blandingen.
Selvom du kun vil lave et enkelt glas dalgona-kaffe, foreslår jeg, at du følger denne opskrift som er til to glas, da det er meget lettere at få skummet fint og luftigt, når der er mere kaffeblanding at piske.
Dalgona-kaffe serveres normalt iskold, men du kan også lave en varm version. Undlad isterningerne og tilsæt varm mælk til glasset, før du topper med dalgona-skummet.
Hvis du vil prøve at lave din egen dalgona-slikkepind, finder du min opskrift på dalgona-slik her, men i stedet for én stor skefuld dalgona-masse, arrangerer du 3-4 mindre skefulde på en lige linje, lægger pinden ovenpå, og flader dem derefter ud med et glas.
..og en lille advarsel
Dalgona-kaffe er megalækkert, og man kommer hurtigt til at drikke flere kopper om dagen, men man skal huske at der der altså er piv-meget koffein i hver kop. Jeg brugte Nescafé Gold, som har et koffein-indhold på 50-90mg pr teskefuld. Da jeg lavede min første portion Dalgona-kaffe, puttede jeg næsten al skummet (dvs 5 spsk pulverkaffe) i en kop. Det smage supergodt, så jeg drak hele koppen, og kom først bagefter til at tænke på, at det svarede til, at jeg havde drukket sådan cirka 10 kopper sort kaffe i et hug:)
Her finder I min opskrift på Dalgona-slik