April og jeg tog over for at besøge Rikke og Magnus i Helsingborg, og vi havde nogle fantastiske dage med masser af svensk sommer, prinsesstårta og pink gin & tonic.
Den sidste aften tog vi ud at spise på Pålsjö Krog, som ligger helt nede på stranden i Helsingborg. Restauranten er rigtig populær om sommeren, og vi ringede i sidste øjeblik for at bestille bord. Med Rikkes formidable forhandlingsevner lykkedes det os dog ikke blot at få plads i en næsten fyldt restaurant, men også at få det bedste bord i hele restauranten lige ved vinduet med udsigt over vandet.
Maden var fantastisk og af den lette, lækre slags, som man lige har lyst til en varm sommeraften. April og jeg delte en portion tatar (eller råbiff som det hedder på svensk:)) til forret og Rikke og Magnus fik Toast Skagen, som er en slags rejesalat. Til hovedret bestilte jeg risotto med kantareller, og der var så mange kantareller, at det tog flere mundfulde, inden jeg fik mig gravet ned til risene. De andre fik fisk til hovedret, og de hævdede at deres fisk var endnu bedre end min risotto, hvilket jeg dog havde svært ved at tro på. En rigtig skøn aften på en rigtig hyggelig restaurant.