Los Angeles er rigtig stor og mange bliver overraskede over afstandene. Der er ikke noget egentligt bycentrum som vi er vant til i Danmark, og heller ikke rigtigt nogle deciderede gågader, hvis man bortser fra Rodeo Drive. Uden bil kan det derfor være en omstændelig affære at komme omkring i Los Angeles.
Dog har Uber og andre ride sharing services gjort, at man ikke nødvendigvis behøver sin egen lejebil for at komme rundt, men har man tænkt sig at se mere end selve byen, og fx. tage på udflugter til nogle af strandene sydpå, så giver det god mening at leje sin egen bil. Det er let og billigt at leje bil i USA, og Los Angeles er enkel at navigere omkring i. Kaskoforsikring (LDW) samt personskadeforsikring (PAI) er standard hos biludlejningsselskaber, og dækker skader på bilen samt tyveri. Man kan købe en ekstra forsikring (LIS) som giver øget dækning i forhold til 3. part og også dækker, hvis 3. part er underforsikret. Størrelsen på selvrisikoen kan variere meget og det samme kan prisen for at eliminere denne. Ofte kan man dog leje bilen med såkaldt ’no excess’ som betyder at der ikke er nogen selvrisiko. Dog skal man ikke regne med at dette gælder hærværk og visse selvforskyldte skader.
Man skal have sit kørekort med, men man behøver ikke at få lavet et internationalt kørekort, så længe man har et EU-kørekort. Hvis man er under 21 år, kan man ikke leje bil i USA og hvis man er under 25 år er der ofte et tillæg. Når man får udleveret nøglerne bliver der taget en kopi af ens kreditkort og der reserveres typisk et beløb på kortet, før bilen bliver udleveret. Pengene bliver først tilgængelige på kortet igen når bilen er leveret tilbage, så det skal man huske, når man planlægger rejsebudgettet. Jeg plejer at have et ekstra kort med, bare til depositum og sikkerhedsbeløb.
Man kan leje en GPS, men det er tit ret dyrt, og jeg plejer at klare mig fint med GoogleMaps og min iPhone.
Der kan være meget trafik i Los Angeles og på visse tider af døgnet kan det let tage over en time at komme fra den ene del af byen til den anden. Specielt Sunset Blvd. og Hollywood Blvd. kan være slemme men også motorvejene til og fra byen, så det gælder om at væbne sig med tålmodighed og evt. lytte til nogle af de utroligt mange radiostationer man kan tune ind på.
Hvis der ikke er angivet andet må man gerne svinge til højre i et kryds selvom der er rødt, så længe man holder øje med evt. fodgængere.
Parkering er enten via parkometer (som oftest er billigst), på parkeringspladser (hvor man betaler pr. time eller pr. dag) eller valet (hvor en anden parkere din bil, hvilket er standard på mange natklubber og restauranter).
Motorvejene ind og ud af Los Angeles er på mange strækninger 5-sporede, hvilket kan være lidt forvirrende hvis man er vant til det danske motorvejslayout med 2-3 spor. Man vender sig dog hurtigt til det og hvis man er usikker kan man altid holde sig i spor 2-3. Generelt kører amerikanerne rigtigt pænt, og er i mange tilfælde noget mere tålmodige end bilisterne i København, så man vænner sig hurtigt til at køre derovre.