Hvad gør man, når ens fly er forsinket, og man er stuck i Københavns Lufthavn med madkuponer? Jeg besluttede mig for at tage på MASH og få mig en stor, rød ribeye-steak med fritter og bearnaisesauce.
Nu har MASH ikke altid været i kridthuset, og efter mit første besøg i 2011, så havde jeg faktisk sværget aldrig nogensinde at gå tilbage. Hvorfor? Det kan I læse om i blogindlægget nedenfor fra min gamle blog. Hold op hvor var jeg gal! Denne gang var både steak og service dog upåklagelig, og jeg er ikke sådan en, som bærer nag (i hvert fald ikke længere end 6 år), så MASH, jeg tror at jeg er klar til at tilgive 🙂
Følgende indlæg er fra min gamle blog og blev første gang publiceret i juni 2011.
Af princip skriver jeg ikke om rigtig dårlige oplevelser med restauranter her på bloggen, for selv de bedste steder kan have dårlige dage. Jeg ved at serviceoplevelsen kan være forskellig fra aften til aften alt afhængigt af travlhed, hvem som er på arbejde og andre variabler, som kan være svære at kontrollere. Derfor er jeg gerne forsigtig med at dømme for hurtigt, og arbejder ud fra tesen om, at hvis en restaurant er fantastisk den aften jeg har været der, så kan den også være det igen, og så anbefaler jeg den gerne. Hvis en restaurant derimod skuffer mine forventninger, så vælger jeg i de fleste tilfælde at tro, at det er en enlig svale, lader være med at skrive om den i bloggen, og besøger den gerne igen før jeg danner mig et endeligt indtryk.
En undtagelse er dog, hvis det er så grelt at jeg har følt mig uvelkommen som gæst i så høj grad, at jeg absolut ikke har tænkt mig at komme tilbage. Dette sker sjældent, men uheldigvis havde jeg sådan en oplevelse i april måned. Jeg havde egentligt ikke tænkt mig at skrive om det trods alt, men efter at have haft så mange fantastiske madoplevelser på andre steder siden da, er jeg faktisk blevet mere og mere skuffet og harm over den behandling, vi fik på MASH.
Poul og jeg havde i flere måneder snakket om at vi skulle prøve at spise på MASH, som er blevet lovprist over hele linjen af alt fra kendiskokke til knapt så kendte.
Vi havde bestilt bord til kl. 20.30, hvilket var den eneste ledige tid indenfor det tidsinterval vi i Danmark betragter som aftensmadstid, og vi ankom præcist på minuttet med en appetit, som var næsten lige så stor som vores forventninger.
Vi hængte vores overtøj i garderoben og fik derefter at vide, at vores bord ikke var klart endnu, men at vi kunne vente i baren. Jeg har normalt intet imod en before-dinner drink, men så sent på aftenen ville jeg egentligt bare se noget kød. Desuden virkede det en smule grotesk at vi selv skulle købe en drink, imens vi ventede på et bord, som egentligt burde være klart da vi kom. Vi fik lov til at stå og kukkelure i baren i 20 minutter, før min tålmodighed var opbrugt og jeg spurgte bartenderen hvornår vi kunne forvente at vores bord var klart. Han vendte emnet med en kollega, og umiddelbart efter blev vi vist hen til vores bord længere inde i restauranten, som for øvrigt langt fra var fyldt op.
Resten af aftenen kan bedst sammenfattes med følgende ord: Intetsigende. Menukortet blev lagt foran os med et kortfattet ”værsgo”. Ingen bød velkommen, ingen beklagede at vi ikke kunnet få vores bord til aftalt tid og udover tjeneren, som kom med brødet, var der ingen som talte til os i mere end 1-ords sætninger under tiden vi var der.
Vi bestilte hver vores Greater Omaha corn fed N.Y. Strip med grøntsager, pommes frites og onion rings som ekstra tilbehør samt en flaske rødvin. Kødet var udmærket og hvis bare servicen havde været ligeså god, havde vi nok valgt at blive til dessert i stedet for at bede om regningen, allerede før vi var igennem hovedretten. Dette var der heller ikke nogen der bemærkede, og vel ude på gaden på vej til en vaffelis i Nyhavn kunne vi blot konstatere, at det var den værste restaurantoplevelse vi nogensinde har haft.
