Det er ikke nogen hemmelighed at man har den bedste udsigt til den travle og ret vilde Shibuya Crossing fra 1. sal på Starbucks. Hvad der derimod overraskede mig var, hvorledes personalet ikke specielt venligt, men meget bestemt gjorde mig opmærksom på, at det absolut ikke var tilladt at tage billeder.
Et kvalificeret gæt ville være at omkring 99% af denne Starbucks’ besøgere er turister, som kun er der med det ene formål at nyde udsigten og forevige denne på et SD-kort, kan det godt undre mig lidt, at man ikke har sat nogle skilte op, hvor der står, at det ikke er tilladt at tage billeder.
Dette ville helt sikkert være en mere effektiv måde at sprede informationen på, i stedet for at en Starbucksmedarbejder med krydsede arme skal springe rundt og spille politimand hver eneste gang et Canon-kamera sniger sig op fra tasken.
Skiltene kunne fx placeres lige ved indgangen, så man havde informationen om fotoforbudet inden man nåede at lægge sine sine yen på en Caramel Macchiato til overpris. Heldigvis nåede jeg at tage nogle billeder inden den sure dame i det grønne forklæde kom efter mig…