Tilbage i 2003 besøgte jeg Japan for første gang. Jeg rejste sammen med Rikke, og på under en uge nåede vi at feste i Roppongi, sove fra et jordskælv for derefter at smutte på flyet til Sapporo og nå at hilse på min ven Mari, inden det bar hjemad mod Danmark igen. Det var min første hektiske introduktion til Japan, og det var kærlighed ved første blik.
Vi tog af sted uden at planlægge så meget, og vi havde ikke booket hotel i forvejen. I det hele taget var planlægning ikke vores stærke side dengang, så spørg mig ikke, hvordan vi bar os ad med at komme på det rigtige tog fra Narita og ind til byen. Vel fremme gik vi fra hotel til hotel og forsøgte at finde et sted at bo. Ingen af hotellerne ville dog lade os dele et værelse, da det tilsyneladende var højst upassende, at to kvinder skulle sove i samme seng. Dengang var hoteller omkring Tokyo Station rasende dyre, og vi havde ikke så mange penge, at vi syntes, vi havde lyst til at betale for hvert vores rum. Langt om længe fandt vi et hotel, der ville have os boende. Jeg kan ikke huske navnet på hotellet, men værelset var på størrelse med en flyttekasse, og vi sov i køjeseng.
Jeg har også en lille tilståelse fra turen: Da vi en af dagene er ude i et kæmpestort japansk supermarked, ser jeg en hylde fyldt med japansk whiskey i 3-liters flasker. Jeg kan selvfølgelig ikke stå for fristelsen og ender med at købe mig en 3-liters flydende souvenir. Jeg er dog hverken specielt god til at lyve eller til at smugle, så da jeg går igennem tolden i Amsterdam, har jeg antageligt oset af dårlig samvittighed.
En tolder trækker mig i hvert fald til side, og beder mig om at åbne min kuffert. Der lå plastikdunken så og smilede. Tolderen tager den op for at inspicere den nærmere, mens han spørger mig hvad i alverden det er. ”Some kind of Japanese wine” mumler jeg, mens jeg mentalt forberedte mig på offentlig gabestok/hængning ved daggry/hvad man ellers gør ved lyssky typer som mig i Amsterdam. Mærkeligt nok trækker tolderen bare på skulderen og gør tegn til, at jeg kan lukke min kuffert og fortsætte gennem tolden med min whiskydunk.
Jeg ved endnu ikke i dag, om det var fordi han ikke orkede at tyde de japanske tegn på indholdsdeklarationen, eller om han bare var ligeglad, men whiskyen vakte stor glæde oppe i Sverige, hvor jeg havde den med til en fest weekenden efter. Den smagte godt nok rædselsfuldt, men 1) Den var fra Japan og 2) Det var en plastikdunk.
