
Her forleden kom jeg til at tænke på, hvornår det egentlig var, at hyldeblomsterne gjorde deres indtog i danske sommerdrikke? Jeg kan ikke huske hyldeblomstsaft fra min barndom men til gengæld har jeg et meget klart minde af hyldebBÆRsaft, som var noget af det værste jeg vidste. I dag er hyldeblomstsaft overalt, og skulle jeg beskrive smagen af dansk sommer, så ville det helt sikkert være med et strejf af hyldeblomst.
Jeg er ellers ikke den store saft- og syltetøjsmager, men det er min mor heldigvis, og det er jo skønt, når man en kold efterårsdag kan varme sig lidt saft, som smager af sommer og godt vejr.
Min mor bruger Atamon som konserveringsmiddel, men der har været en del debat (specielt i USA) om brugen af Atamon (og det aktive stof natriumbenzoat) nu er sundhedsskadeligt. Jeg har derfor udeladt Atamon fra opskriften, men vil man have saft, der kan holde sig et års tid, skal man tilsætte konserveringsmiddel.
Her er opskriften:
Min mors hyldeblomstsaft (2 flasker):
750g sukker
1 liter vand
Hyldeblomster (fjern de tykke stilke så godt det går))
Saft fra 3 citroner
Frugt og bær efter eget valg. Forslag: Rabarber, citron, appelsin, ribs.
Kog sukker og vand til sukkeret er helt opløst.
Hæld blandingen over i en stor skål.
Tilsæt hyldeblomster, bær og frugt.
Dæk skålen til og sæt den i køleskabet i 3 dage. Rør rundt af og til.
Hæld blandingen gennem en si eller et stofstykke.
Hæld safte på flasker.
Drik indenfor en uge (hvis du ikke har tilsat Atamon eller andet konserveringsmiddel).