Ngam Ngov (suppe med syltet lime) er en traditionel cambodiansk suppe. Syltet lime er en meget almindelig ingrediens i det cambodianske køkken, og den karakteristiske syrlige og salte smag er let at blive hooked på.
I denne opskrift laver vi Ngam Ngov-suppen med oksekød (sach ko), men andre varianter med kylling, gris eller and, er også ret almindelige. Suppen serveres med ris og er et let og lækkert måltid specielt på lidt koldere dage, hvor man behøver noget at varme sig på. Ingredienserne er lidt anderledes end i vores danske oksekødssuppe, men jeg tror godt jeg kan love, at Ngam Ngov hurtigt kan blive en favorit hjemme hos dig.
Opskrift og noter fra Linda, Meas Family Homestay
Linda driver Meas Family Homestay sammen med sin familie, og derudover er hun ansvarlig for den daglige drift af de to sociale virksomheder Weavers Project og Taeko i Takeo-provinsen i Cambodia.
Syltet lime: Det kan være svært at finde cambodiansk syltet lime udenfor Cambodia, men jeg har hørt at nogle asiatiske supermarkeder sælger syltet lime fra Vietnam, som man kan bruge i stedet. Kan du ikke få fat på syltet lime, kan du bruge juice fra to friske lime i stedet. Da du ikke får den salte smag fra de syltede lime, skal du i så fald tilsætte lidt ekstra salt eller fish sauce. OBS! Indisk lime pickle er alt for krydret til denne opskrift og kan ikke anvendes.
Oksekød: Man kan anvende de fleste udskæringer til suppen, men nogle udskæringer skal koge lidt længere før kødet er mørt, så vær opmærksom på at justere tiden, som suppen skal simre.
Friteret hvidløg: Jeg friterer hvidløget i den samme olie, som jeg steger oksekødet i, og jeg anvender en lille si, når jeg friterer, så de små hvidløgsstykker ikke stikker af, men let kan tages op af olien, når de er færdigstegt.