Vores planer om at tage ud og svinge med ørerne igår blev på det groveste saboteret. Først blev vi kørt til det forkerte hotel og vi fandt ud af, at der åbentbart er 2 Travelodge-hoteller, som ligger 2 gader (og ca. 2 km) fra hinanden.
Vi tog så en anden taxi, som skulle køre os til det rigtige hotel, men the Strip var proppet, og vi bevægede os ikke mere end et par cm i timen, så vi bad ham om at sætte os af ved New York New York i stedet. Så for vi vild og endte til sidst nede på det hotel, hvor vi var startet. Der fik vi så en mere udførlig beskrivelse af, hvor det rigtige hotel lå og bevæbnet med håndtegnet kort, marcherede vi afsted igen.
Vi landede kl. 21.45 og var først på vores hotel ved midnat med ømme fødder og sultne maver, så efter moden overvejelse besluttede vi os for at droppe byturen og i stedet for vie resten af aftenen/natten til at slappe af og spise junkfood fra 7Eleven, som ligger lige om hjørnet.
Travelodge er helt ok til prisen. Det er mere et motel end et hotel, men med ok faciliteter, som gratis wi-fi, vandkoger gratis kaffe på værelset, og en pool (som godt nok er på størrelse med et frimærke).
Badeværelset og selve toilettet er holdt i en rædselsfuld lyserød nuance, og der er enkelte mærkelige pletter på mærkelige steder, men ellers pænt og rent. Der er også gratis continental breakfast, så når Trine engang har fået øjne, skal vi ned og se lidt nærmere på den. Det bedste af det hele er, at hotellet ligger lige på the Strip. På mandag er det Memorial day, og det betyder at hotelpriserne denne weekend har fået et ekstra hak opad, så vi var heldige at finde noget til nogenlunde overkommelig pris.
Som tidspunktet for dette indlæg indikerer har jeg stadigvæk jetlag, men jeg regner med, at jeg klarer mig med mine begrænsede mængder nattesøvn, så længe jeg kombinerer det med en powernap i eftermiddag. Det er Trines fødselsdag idag, så det bliver sikkert sent i aften. Over and out!