Hvor skal man spise i Ubud?

Restauranter i Ubud, hvor skal man spise

Noget af det allerbedste ved Ubud er al den lækre mad man finder hos byens restauranter. Selvom Ubud ikke er en særlig stor by, er udbuddet af spisesteder enormt, og der er noget for enhver smag, lige fra små, familiedrevne Warungs, til fancy restauranter med loungemusik og international gourmetmad. Man kan spise rigtigt billigt i Ubud, og en skål bakso (suppe med kødboller og nudler) koster næsten ingenting. De fleste dyrere steder i byen er stadigvæk væsentligt billigere end de fleste finere restauranter derhjemme, så der er mulighed for at få sig nogle rigtig gode madoplevelser uden at sprænge budgettet. Her er nogle af de restauranter, som jeg virkelig godt kan lide i Ubud:

Warung Bali Bu Ade

$

Lille Nasi Campur Bali restaurant/gadekøkken drevet af mama Bu Made i over 20 år. Hvis man vil prøve autentisk Nasi Bali (Bali-versionen af Nasi Campur) med ris toppet med forskelligt tilbehør, så er Warung Bali Bu Ade et af de allerbedste steder. Man kan vælge mellem Nasi Bali med kød eller vegetarisk, hvor mama Bu made blander en tallerken til dig til en fast pris. Vil man selv blande koster det ekstra alt afhængigt af, hvad man vælger. Majskagerne (perkedel jagung), tofuen og den friterede tempeh er et must, og kan du lide stærk mad, så prøv en smule af den hjemmelavede sambal. Har du mod på at prøve at lave dine egne perkedel jagung, så har jeg Bu Mades opskrift her >>

Warung Bali Bu Ade, F7Q9+FFR, Jl. Sukma Kesuma, Peliatan, Kecamatan Ubud

Sayuri Healing Food

$$

Sayuri Healing Food er et af de mest populære steder for vegansk raw food i Ubud. Der er tit live-musik om aftenen, og er man der ikke nogenlunde tidligt på aftenen, kan man godt glemme at få bord. Jeg er helt vild med deres Dragon Roll som er lavet med røget papaya “laks” og smager helt vildt godt, men ellers er deres bowls populære. Jeg kan også anbefale deres koldpressede juice og hjemmelavede kombucha, som smager sundt og godt. Ud over live musik, er der forskellige events og kurser i løbet af måneden, og Sayuri har en meget aktiv og loyal fanskare som ser til, at der altid sker noget i og omkring restauranten.

Sayuri Healing Food, Jl. Sukma Kesuma No.2, Peliatan, Kecamatan Ubud

You & Mie

$

Hyggelig nudelrestaurant/gadekøkken med hjemmelavede nudler og dumplings til billige penge. Nudler og suppe laves frisk hver dag, og jeg har flere gange oplevet, at restauranten er blevet nødt til at lukke sent på eftermiddagen eller tidligt på aftenen, da de var løbet tør for nudler eller suppe. Vil man være sikker på ikke at gå forgæves, kan det derfor anbefales at komme forbi ved frokosttid. Jeg har prøvet de fleste af deres nudelretter, og de er virkelig gode, og så er deres dumplings i sesamsauce fantastiske.

You & Mie, Br. Tebesaya, Jl. Sukma Kesuma No.16, Peliatan, Kecamatan Ubud

Tán Huā

$$

Hyggelig lille kinesisk restaurant med retter fra hele asien. Tán Huā er særlig kendt for Crispy Pork Belly, som serveres med 3 forskellige slags spicy sauce. Pork Belly i Asien er den ret fede del af grisens mave, og rigtig meget af smagen sidder i fedtet, så det skal man ikke skære bort. Husk at gemme appetit til dessert, for deres sticky rice med jackfruit og kokosis er du simpelthen nødt til at prøve.

Tán Huā, Jl. Sukma Kesuma, Tebesaya, Kecamatan Ubud

Nusantara

$$$$

Nusantara er søsterrestaurant til Locavore, som er en fine dining-restaurant kendt for at servere noget af det bedste (og dyreste) Ubud har at tilbyde på madfronten. Nusantara er mere casual og prislejet er ikke højere end at de fleste kan være med ( IDR425,000++ for deres tastingmenu, november 2022), så jeg kan virkelig anbefale at spise frokost eller middag hos Nusantara, hvis man gerne vil prøve fantastisk lækker mad fra hele Indonesien

Nusantara by Locavore, Jl. Dewisita No.09C, Ubud, Kecamatan Ubud

Garden Kafe

$$$

Garden Kafe er caféen på Yoga Barn, som er det store samlingspunkt i Ubud for yoga-fans fra hele verden. Caféen serverer lækker, sund mad, og selvom der også er kød i form a kylling på menuen, så er fokus på det plantebaserede. Jeg er jo helt vild med deres Cacao Smoothie Bowls, men deres dumplings med shitake og jackfruit er også ret fantastisk.

Læs mere om Yoga Barn her >>

Garden Kafe at Yoga Barn, F7M8+PVG, Jl. Sukma Kesuma, Peliatan, Kecamatan Ubud

Tulen

$$$

Tulen er en skøn restaurant lidt udenfor byen. Menuen er en blanding af lokale specialiteter og internationale fusioner, og der er et godt udvalg af vegetariske retter. Maden er god, og så sidder man i stilheden helt ude ved rismarkerne, hvilket er det, der gør en middag på Tulen til noget helt specielt.

Tulen, Jl. Sri Wedari, Ubud, Junjungan, Kabupaten Gianyar

L’Osteria Pizza e Cucina

$$$

Virkelig god pizza og pasta, der smager, som pizza og pasta gør i Italien. Der er altid godt fyldt i restauranten, og der er ofte kø udenfor til aftensmadstid, så gider man ikke vente på at få bord, kan det stærkt anbefales at bestille bord i forvejen. Alt jeg har smagt fra menuen har været enormt lækkert og L’Osteria er nok den allerbedste italienske restaurant i Ubud.

L’Osteria Pizza e Cucina, Jl. Monkey Forest No.8, Ubud, Kecamatan Ubud

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter og nyt fra shoppen hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog

Mitzie Mee Shop