Greenville: The Squawking Goat på Maple Street Biscuit Company

Greenville: The Squawking Goat på Maple Street Biscuit Company

Mens jeg ventede på at checke ind på hotellet, gik jeg en tur ned ad Main Street for at finde et sted at spise sen morgenmad. Klokken var omkring 12 om formiddagen, men jeg kan spise morgenmad hele dagen, så da jeg så Maple Street Biscuit Company nede ad en sidegade, besluttede jeg straks, at der skulle jeg hen.

Maple Street Biscuit Company er en kæderestaurant, der er kendt for, surprise, surprise, biscuits. Amerikanske biscuits er en slags boller, men med en mere flaget, smuldre-konsistens, der mere minder om scones. Biscuits er særligt populære i Sydstaterne, hvor de ofte indgår i morgenmads- og brunchretter, serveret med gravy (en tyk sovs) eller med smør og marmelade. På Maple Street kan man både få biscuits med gravy og forskellige slags biscuit-sandwiches, så hvad skal man lige vælge?

Jeg spurgte personalet, og de foreslog The Squawking Goat, som er en biscuit-sandwich med friteret kylling og gedeost. Gedeost/kyllinge-kombinationen lød jo toplækker, så den endte jeg med at bestille. Der er selvbetjening hos Maple Street, men de beder ikke om dit navn sammen med din bestilling. I stedet skal man svare på et spørgsmål, som ændrer sig dagligt, og som da jeg var der, lød på, hvem min yndlingslærer var (yndlingslærer? Det er Hanne!).

Mens jeg ventede på min mad, afslørede en hurtig Google-søgning, at The Squawking Goat tilsyneladende er den ret, alle der spiser på Maple Street Biscuit Company er helt vilde med, så mine forventninger fik lige et ekstra nøk opad.

Jeg var dog lige ved at misse, at min mad var klar, både fordi min guldfiskhjerne havde glemt, at jeg havde svaret på spørgsmålet, men også fordi den amerikanske udtale af Hanne, ligger ret langt fra hvordan vi udtaler Hanne på dansk:)

The Squawking Goat består af en lun, nybagt biscuit, med et stykke lækker, sprød kylling og en stegt gedeoste-medaljon, serveret i en lille sø af pepper jelly, som er en slags tynd chilimarmelade. Det er en virkelig unik kombination, og pepper jellyen var fantastisk sammen med kyllingen og gedeosten. Rigtig lækkert, men også ret mættende og lidt svært at spise uden at splitte det hele ad, men uden tvivl en virkelig god morgenmadsret, på alle tider af døgnet.

Seneste indlæg

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

LAD OS HOLDE KONTAKTEN!

Tilmeld dig Mitzie Mees nyhedsbrev og få en mail med rejseinspiration, opskrifter hver søndag.

Jeg spammer ikke! Læs min privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Mitzie Mee Blog