I går tog jeg til Qatar for at mødes med Noemi og Rachel, som begge er tidligere Dubai-bloggere, der nu er flyttet til Doha. Doha er kun en kort flyvetur fra Dubai, men jeg har kun været der to gange tidligere, og jeg har ikke set meget af byen under mine tidligere besøg.
Efter at være landet i Hamad International Airport, gik jeg udenfor, for at finde en taxi. Af en eller anden grund insisterede personalet på, at jeg tog handicap-taxien, og da de bestemt hævdede, at det var samme pris, som de almindelige taxier, tænkte jeg ”hvorfor ikke?” og hoppede ind på bagsædet i det store turkise køretøj. Det viste sig at trafikken i Doha var endnu værre en trafikken i Dubai, så efter et par nær-sammenstøds-oplevelser i en rundkørsel, var jeg ret glad for min turkise monstertruck-taxi.
Jeg mødtes med Noemi i hendes flotte, nye lejlighed og derfra kørte vi til Souq Waqif, som er en slags semi-udendørs marked/shoppingcenter.
Souquen har ligget på samme sted i over 100 år men har gennemgået omfattende renovering, og de fleste af de gamle bygninger er blevet erstattet af nye efterligninger. Området har dog stadigvæk en skøn, traditionel ånd, og det er et dejligt sted at hænge ud. Sammenlignet med lignende steder i Dubai, føltes Souq Waqif meget mere lokal (og meget mindre turistet), hvilket nok skyldtes, at de fleste mennesker i Souq Waqif rent faktisk var lokale.
Jeg havde et par sorte jeans på samt en kortærmet trøje, som fint dækkede mine skuldre og ikke afslørede noget som helst, men de fleste andre kvinder i souqen var helt tildækkede med kun øjnene synlige. En lokal dame kom frem til os med et stykke papir, som beskrev, hvad der var passende påklædning i Qatar (knæ og skuldre skulle være dækket) og desuden understregede at sang og dans var forbudt. Der var endda et telefonnummer, som man kunne ringe til og rapportere brud på reglerne.
Selvom det højst sandsynligt bare var en venlig påmindelse, kunne vi ikke lade være med at tænke over, hvorfor hun mon havde givet os papiret. ”Er mit tøj for afslørende?” ”Er denne her rullekrave for udringet?” Underligt…
Vi spiste frokost på en malaysisk restaurant som hed Sri kebaya, og som lå tæt ved en af indgangene til Souq Waqif. Jeg ved ikke så meget om malaysisk mad, så Noemi foreslog at vi bestilte nogle forskellige retter, som vi så kunne dele. Restauranten serverede dog ikke kun malaysisk mad, men også indiske, kinesiske og thailandske retter, så udover beef rendang bestilte vi paratha, kung pao chicken og en nudelret. Den grønbrune beef rendang så ikke særligt appetitlig ud ved første øjekast, men det viste sig hurtigt at være måltidets bedste ret. Den aromatiske, let sødlige sauce smagte fremragende sammen med risene, der var kogt med kokosmælk, og kødet var så mørt, at det faldt fra hinanden. Det var dejligt at se Noemi og Rachel igen, og det var betryggende at se, at de var faldet godt til i deres nye hjemby.
