Da vi gik rundt i området, faldt vi over La Casa del Abuelo, som er en tapasbar, der er særlig berømt for gambas al ajillo (rejer i hvidløg). Jeg elsker gambas al ajillo, så før jeg tog til Madrid overvejede jeg at lægge Abuelo til min to-do liste. Dog foretrækker jeg at spise skaldyr tæt på havet, så der i hvert fald er en rimelig chance for, at de er friske.
Derudover blev jeg også lidt mistænkelig, da jeg opdagede, at alle (fremragende) anmeldelser af Abuelo var fra turister uden tidligere gambas-al-ajillo-erfaring. Abuelo kom derfor aldrig på min liste, men da en madblogger fra Dubai sagde god for Abuelo, besluttede jeg mig alligevel for at kigge forbi og tog Mende med.
Rejerne var helt ok, selvom mine havde lidt for meget væde og derfor smagte lidt vandede. Rødvinen var også god, og det lille lokale uden siddepladser fremstod hyggeligt og hul-i-væggen-agtigt.
Nu til de mindre gode ting. Samtlige gæster i restauranten var turister, og der var personale ude på gaden for at hive flere turister ind. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at de i stedet for burde have brugt deres tid på at gøre lidt rent på gulvet, hvor det flød med affald. Da vi skulle til at gå, prøvede en meget insisterende herre at få os til at fortsætte aftenen på Abuelo’s søsterrestaurant af samme navn på den anden side af gaden med løfter om kuponer til en gratis drink, hvilket bidrog endnu mere til turistfælde-følelsen. Undskyld Abuelo, men mig ser I ikke igen.
