
Jeg havde først tænkt, at jeg skulle spise Thanksgiving dinner ude, men ændrede mig i sidste sekund og besluttede at ordne en Thanksgiving middag selv.
På Instagram havde jeg fået nogle tips om, at Whole Foods skulle være stedet, og det viste sig at være helt rigtigt. De har alt, hvad man skal bruge til en klassisk amerikansk Thanksgiving. Jeg stod nærmest og kradsede på døren, da de åbnede klokken 8, og jeg var den allerførste kunde i delikatesseafdelingen. En hjælpsom ekspedient guidede mig igennem udvalget, og jeg kom derfra med kalkun, honningristet rosenkål, tranebærsauce, brun sovs, sweet potato mash, ristede rodfrugter og grønne bønner. Altså hele pakken.
Med maden sikret tog jeg op for at se Macy’s Thanksgiving Day Parade. Det var bidende koldt, så jeg holdt kun ud til den første del af paraden, før jeg søgte ly i Koreatown, hvor jeg fik en rygende varm kimchi jjigae. Den slags suppe, der får blodomløbet i gang igen. Bagefter var planen at smutte ned forbi Herald Square, hvor paraden slutter, men der var så pakket med mennesker, at jeg opgav og tog hjem i stedet.
Senere begyndte jeg at varme maden, og jeg havde selvfølgelig også købt marshmallows til at komme ovenpå sweet potato mash’en. Det er noget, jeg har smagt hos nogle amerikanske venner i Dubai, og jeg synes faktisk, det smager ret godt – sødt og blødt og totalt comfort food. Jeg spurgte nogle venner i New York, om de også gjorde det, men ingen anede, hvad jeg snakkede om, så det er nok lidt en smagssag.
Kalkun har jo ry for at være lidt tørt, men den her fra Whole Foods var virkelig god – saftig og smagfuld. Jeg havde fået syv(!) tykke skiver med hjem, hvilket viste sig at være langt mere, end jeg kunne spise på én aften. Men rester er jo ikke det værste, og de kolde kalkunstykker i køleskabet blev hurtigt et lille snackhit de næste par dage.
Thanksgiving er en rigtig hyggelig højtid, synes jeg. Med tanke på at vi i Danmark for længst har taget Black Friday til os, er det egentlig mærkeligt, at vi ikke også har importeret Thanksgiving. Det kunne da sagtens blive det næste.









