Sidst jeg var i New York var Ana og jeg på brunch på Electric Lemon i Equinox Hotel. Det var mit første besøg på restauranten, men jeg skal helt sikkert tilbage, for det var et rigtigt dejligt sted. Restauranten ligger på 24. etage og der er gulv-til-loft-vinduer, så man har fuld udsigt til alle skyskraberne. Vi fik et bord tæt ved vinduerne, så vi sad på første parket til det smukke syn.
Jeg bestilte en Beauty Bowl, som var en skål med rødbedeyoghurt med æblestykker og pollen drysset på toppen. Jeg tror egentlig Beauty Bowl er beregnet som sideret eller dessert, men jeg ville ønske, at de lavede en større portion, som man kunne bestille som hovedret. Jeg var nemlig stadig sulten, da jeg havde spist op, så jeg måtte bestille en back-up bagel for at blive mæt.
Ana foreslog, at vi bestilte Polenta Fries, som ifølge hende er et must at bestille på Electric Lemon. Fritterne var sprøde på ydersiden og cremede indeni, og de blev serveret med en lækker, tomatbaseret romesco-dip. Mens vi spiste fritterne begyndte jeg at spekulere på, hvordan jeg mon kunne lave noget lignende hjemme i mit eget køkken, hvilket kun er noget, jeg gør, når jeg spiser noget, jeg virkelig godt kan lide:) Polenta fries, helt sikkert noget du ikke vil gå glip af, hvis du spiser brunch på Electric Lemon.
Hvad angår prisen, ligger Electric Lemon i samme prisklasse som de fleste andre fancy brunchsteder i byen, med hovedretter et sted i 20$’erne, og så får man jo udsigten inkluderet i prisen. Det er et rigtig godt sted for brunch og venindehygge, og Ana nævnte, at det også er et fantastisk sted til middag eller drinks om aftenen. Der er også en rooftop, som var lukket, da vi var der, men jeg kan forestille mig, at udsigten er fantastisk derfra.
Den letteste måde at komme til Electric Lemon og Equinox Hotel er at tage subwayen til Hudson Yards. Husk at stoppe ved The Vessel undervejs.
Electric Lemon, Equinox Hotel, 33 Hudson Yards 24th Floor, New York